På god fod med patienten: Et kvalitativt forskningsprojekt omhandlende diabetespatienters oplevelser af den første konsultation i et fodcenter i forbindelse med vurdering og behandling af fodsår

Edith Mark, Inger Vestergaard Kristensen, Ulla Scheving

Publikation: Konferencebidrag uden forlag/tidsskriftKonferenceabstrakt til konferenceForskning

Abstract

Baggrund for projektet
På landsplan savnes kvalitative studier af patientperspektivet i forbindelse behandling og pleje af diabetiske fodsår.

Formål
Med det formål at udvikle sygeplejen til diabetespatienter med fodsår undersøges, hvordan patienterne oplever første besøg og behandling i fodcenteret.

Materiale og metodebeskrivelse
Deltagerne er diabetes patienter med fodsår, som ikke tidligere haft et fodsår behandlet i sygehusregi.
Indledningsvis har otte feltobservationer i Diabetes FodCenter Nordjylland (DFCN) givet et indblik i konsultationerne. Otte patienter (fire kvinder og fire mand) er efter førstegangskonsultation blevet interviewet i hjemmet.
Interviewene er analyseret vha. narrative, tekstanalytiske og etiske redskaber.

Fund
De fleste patienter er undrende over årsagen til fodsåret. Patienterne forsøger at skyde alvorligheden af et fodsår lidt bort, og ved første konsultation i fodcenteret er patienterne overvejende forhåbningsfulde. Fodsåret er imidlertid en ekstra hæmsko i det daglige, og komorbiditet betyder mange andre belastninger. I mange tilfælde er det primære sundhedsvæsen med behandling og pleje allerede involveret, hvilket også antyder et kronisk forløb.
De fleste patienter oplever det meget positivt, at så mange sundhedsprofessionelle er i gang omkring fodsåret. Det høje aktivitetsniveau og engagementet i såret/fodtøjet virker betryggende og effektivt i forhold til netop fodsåret.
Fundene viser, at de patienter, der kommer med det ene klare formål, at få fodsåret ordnet, oplever, at de behandles kompetent og omsorgsfuldt. De patienter, der kommer med flere og andre formål end fodsåret, føler sig mere oversete eller misforståede.
Når pårørende engageret følger, afføder det megen støtte til patienten. Informationer og instruktioner opfanges bedre.
Alle patienter går fra konsultationen med en plan for den videre behandling af såret.
Ved det efterfølgende interview i hjemmet viser det sig, at fodsåret giver de fleste patienter en dybere bekymring mht. fremtiden.

Perspektiv
Sygeplejen må tage udgangspunkt i patientens helhedssituation og sikre sig, at patientens baggrund og perspektiv inddrages under konsultationen. Sygeplejen må bevidst binde patientens livsfortælling og sygehistorie sammen under konsultationen, trække trådene til det primære sundhedsvæsen og følge op med telefonkontakt til patienten i løbet af de følgende dage.
OriginalsprogDansk
Publikationsdato27 apr. 2012
Antal sider1
StatusUdgivet - 27 apr. 2012
Udgivet eksterntJa
BegivenhedSygeplejesymposium 2012 - Aalborg
Varighed: 27 apr. 201227 apr. 2012

Konference

KonferenceSygeplejesymposium 2012
ByAalborg
Periode27/04/201227/04/2012

Emneord

  • sygeplejeforskning
  • omsorg
  • Narrativ tilgang
  • Diabetiske fodsår
  • felt studie
  • Etik

Citationsformater