Plads til barndommen: En undersøgelse af sammenhænge mellem plads, rum og pædagogisk praksis i børnehaven

Afhandlingen undersøger gennem en Bourdieu-inspireret analyseramme suppleret med et Foucaultsk analytisk greb sammenhænge mellem plads, rum og pædagogisk praksis i børnehaven.
Afhandlingens empiriske grundlag består primært af observationer og interview, sekundært af plantegninger. Den primære hensigt med afhandlingen er at undersøge og diskutere, hvilken betydning det fysiske rum har for det pædagogiske arbejde, og hvilke muligheder det giver for børn og børneliv. Det er en optagethed af, hvordan plads, rum og pædagogik hænger sammen, og hvordan fysiske-materielle forskelle har betydning for det pædagogiske arbejde og for børnehavebørn i den institutionelle dagligdag.
På baggrund af en grundlæggende relationel betragtningsmåde er genstandsfeltet i afhandlingen konstrueret som relationen mellem agenten (barnet og pædagogen) og det fysiske rum. Ud fra Bourdieus teori indlejres rummets strukturer i den kropslige praksis. Herved understøtter eller
påvirker agenten (barnet/pædagogen) gennem sine praktikker den orden og organisering, som rummet er medkonstituerende for. Rummet opfattes derved ikke som en neutral størrelse. Heri er indlejret principper for, hvordan børn og pædagoger skal opholde sig i og være sammen i børnehaven.
I afhandlingen studeres implicit pædagogik forstået som socialisation. En stor del af socialisationen i børnehaven handler om, at barnet bliver formet/socialiseret til at indrette sig efter underliggende principper, uden at denne formning bemærkes af hverken pædagoger eller børn. Der sker en implicit
inkorporering af, fx hvilke steder det værdsættes, at bestemte børn opholder sig på bestemte måder og på bestemte tidspunkter. På denne måde bliver fokuseringen på socialisationen i børnehaven samtidig til en optagethed af det skjulte, det før-bevidste og de ikke-forhandlede dominans- og tvangsaspekter "bag ved" socialisationen.
Afhandlingen har to overordnede analysedimensioner. I den første dimension studeres, hvilke muligheder og begrænsninger plads og rum giver og sætter for det pædagogiske arbejde. Her studeres implicit pædagogik som socialisation til en bestemt børnehavepraksis gennem en analyse af kategoriseringspraktikker indlejret i rum, der sættes i relation til kategoriseringspraktikker i pædagogikformer. Samtidig undersøges det, om principper indlejret i
265 rum konvergerer eller er i konflikt med pædagogers (bevidste) principper for indretning af børnehavens rum.
I den anden analysedimension er hensigten at se på børns muligheder og begrænsninger for børneliv. Dette gøres ved at foretage en børnestrategisk analyse af, hvordan børn, med forskellig habitus, har mulighed for strategisk at gøre sig gældende inden for rammerne af børnehaven set som et relativt autonomt subfelt.
Overordnet producerer afhandlingen viden om sammenhænge mellem pædagogik og rum – og sammenhængenes paradokser og socialisationseffekter. På baggrund af analyserne er konklusionen, at den implicitte pædagogiks socialisationseffekter er differentierende og hierarkiserende på både
rumlige og pædagogiske betingelser. Samtidig viser analyserne, at nogle mere eller mindre tvetydige forestillinger om børn og barndom produceres og reproduceres i og gennem rum og gennem pædagogers og børns habitus/kroppe i dagligdagspraksissen i børnehaven.