Pluralism in contemporary improvised concert music

Pluralistisk praksis i improviseret musik giver inspirerende modeller for hvordan musik kan være et medium for menneskelig sameksistens. Aktiv musikterapi i sin moderne form opstod på baggrund af emancipative tendenser i midten af 60erne og fremefter, som satts spørgsmålstegn ved traditionelle spørgsmål om autoritet. I vestlige musikkulturer, såvel klassiske som populære, var der en stærk fornyet interesse for improvisation. Især fra omkring 1980 forsvandt de førhen klare grænser mellem "klassisk" og "populær" som følge af disse udviklinger.

Selv om musikterapeuter i mange tilfælde ikke er klare over eksistensen heraf, har der eksisteret en improviseret koncertmusik i mange større byer, og den fortjener vores seriøse interesse. Megen værdifuld erfaring inden for mediet fri improvisation er blevet samlet her, og en stor mængde musik er blevet optaget på LP, kassette og CD. Der er også en voksende mængde af litteratur om historie og teoretiske overvejelser.

Pluralisme er en del af den frit improviserede musiks væsen. Skiftende konstellationer af musikere er en normal praksis, og der er oftest ingen aftaler indgået mellem musikerne før de spiller. I denne præsentation vil klingende eksempler blive analyseret som knytter sig til eksplicit formulerede pluralistiske, æstetiske holdninger til denne slags musik. En kommer fra Evan Parker som værdsætter sameksistensen af meget forskellige individer og traditioner i sammenspillet. En anden er Steve Beresfords som ser konflikt som et kreativt potentiale.