Problemorienteret projektarbejde og politisk dannelse

Publikation: Bidrag til bog/antologi/rapport/konference proceedingBidrag til bog/antologiForskningpeer review

Abstract

Det problemorienterede projektarbejde har undergået en rivende udvikling,
siden det blev taget op på Aalborg Universitet og Roskilde Universitet
i 1970’erne, med de human- og samfundsvidenskabelige studier
som de bærende kræfter. Efter knap 50 år med uddannelseseksperimentet
er det tid til at gøre status og rejse spørgsmålet: hvad er det væsentlige
ved Aalborg Universitets uddannelseskultur inden for de human- og
samfundsvidenskabelige fagområder? I kapitlet argumenterer vi for, at
de human- og samfundsvidenskabelige studier har bidraget til udviklingen
af en innovativ, kollektiv og radikal undervisningspraksis, som
kræver en lige så radikal og nytænkende filosofi og pædagogisk teori at
italesætte. Kapitlet indledes med en beskrivelse af bogens filosofiske og
pædagogiske grundlag; den eksistentielle fænomenologi og Peter Kemps
pædagogiske filosofi. For at beskrive del-elementerne i det problemorienterede
projektarbejde er kapitlet dernæst bygget op på en sådan måde,
at det beskriver nedslag i initieringen af og den historiske udvikling af
projektarbejdet på Roskilde Universitet og Aalborg Universitet. I kapitlet
argumenteres der for, at det problemorienterede projektarbejde udspringer
af en pædagogisk tænkning, som selv er problemorienteret og
problematiserende i forhold til det samfundsmæssige liv, det skal være
et svar på. Denne problemorientering tager forskellige former afhængig
af, hvilket pædagogisk og samfundsteoretisk perspektiv der anlægges. I
dette kapitel trækkes der på den kritiske teoretiker Oskar Negt og hans
analyse af det moderne samfundsliv, samt de problemstillinger og vilkår
dette stiller det moderne menneske og arbejdstager over for. I forlængelse
af Negts arbejder bliver det muligt at fremhæve et af det problemorienterede
projektarbejdes kendetegn: at projektarbejdsformen bidrager
til den etiske og demokratiske dannelse ved at skabe grundlaget
for at studerende kan lære selvstændigt at problematisere, undersøge,
diskutere respektfuldt, forholde sig kritisk til viden og identificere egne
etisk-politiske idealer.
OriginalsprogDansk
TitelProjektarbejdets dannelsespotentiale
ForlagAalborg Universitetsforlag
Publikationsdato2022
Sider25-56
Kapitel1
ISBN (Trykt)978-87-7210-793-6
StatusUdgivet - 2022
NavnStudier i problembaseret læring ved videregående uddannelser
ISSN2246-5804

Emneord

  • Dannelse
  • Projektarbejde
  • Problemorienteret projektarbejde
  • Politisk dannelse
  • Etisk dannelse

Citationsformater