Professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning: Om den daglige kamp for (en menneskelig) omsorg

Publikation: Ph.d.-afhandling

8692 Downloads (Pure)

Abstract

I dag varetager man i Danmark hovedsageligt omsorgen for mennesker med udviklingshæmning, der har behov for hjælp og støtte på døgnbasis, i § 107/108 boformer oprettet efter Lov om Social Service og Almenboliglovens § 105. Formålet med den professionelle praksis i boformerne er at varetage disse menneskers behov for omfattende hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller behandling. Hjælpen skal – uanset boform – ydes i borgerens egen bolig med de rettigheder, der er forbundet hermed i forhold til selvbestemmelse m.v. Samtidig understreges det, at formålet med indsatsen ikke blot er ’passiv omsorg’ eller pleje. I dag opfattes udvikling og understøttelse af egen myndighed som primære formål med den socialpædagogiske indsats i boformerne, mens betoningen af omsorgsopgaven – at tage sig af den afhængige andens behov – er gledet i baggrunden.

Afhandlingen omhandler omsorgens udfoldelse, logik og kvalitet i professionel praksis i botilbud for mennesker med udviklingshæmning. Den viser, hvordan omsorgen udøves på forskellige måder i et samspil mellem en række faktor – herunder medarbejdernes forståelser og fortolkninger af beboernes adfærd og behov – med forskellige konsekvenser for beboernes hverdagsliv. Afhandlingen viser også, hvordan forskellige forhold sætter omsorgen under pres, og peger på, hvad god professionel omsorg for samfundets ’anderledes svage’ fordrer.
OriginalsprogDansk
Udgiver
ISBN'er, elektronisk978-87-7112-175-9
DOI
StatusUdgivet - sep. 2014

Bibliografisk note

Lars Uggerhøj, Hovedvejleder
Maria Appel Nissen, Bivejleder

Citationsformater