Ridder slået af aha-blikket

Når jeg skal forklare andre, hvad musikterapi er – og det har jeg gjort rigtig mange gange – holder jeg øje med det der særlige blik hos den anden. Et ”den må du længere ud på landet med”- blik, der bliver fjernt, forvirret eller tomt, eller får mig til at føle mig som en, der har fået en mærkelig, fjollet ide. Og så er der også ”aha-hvor-spændende”- blikket. Et blik der viser interesse, og hvor jeg får fornemmelsen af, at den anden forstår, hvad det er, jeg taler om. Det handler om at undgå at blive missionsk, når jeg møder det tomme blik. Her nytter det ikke at forsøge at ”omvende”. Det er et absolut no-go. I stedet handler det om at lytte ind til og prøve at finde ud af, hvordan personen overhovedet har det med musik. Men tilbage til det, det handler om, nemlig aha-blikket. For det var det, jeg mødte, den dag hos kongen.
Redaktionen fra TDM havde fået en idé, og skrev til mig og spurgte: Vil du skrive en lille tekst - eventuelt akkompagneret med et billede af ridderkorset eller sådan - om "den dag du blev ridder" eller "om mit møde med kongen" eller en tredje vinkel? Den gik jeg længe og grublede over, for jeg skriver altså ikke en artikel med overskriften ”Mit møde med kongen”. Men, efter en længere betænkningstid kom jeg frem til, at jeg faktisk meget gerne ville skrive om det dér blik. Aha-blikket. For det blev jeg virkelig slået af den dag.