Abstract

De beskæftigede i bygge- og anlægsbranchen er som oftest mænd. Mere end 90% af de ansatte er mænd og derfor er det næppe overraskende, at begrebet ’rigtige mænd’ tit bruges om netop håndværkere. I dette oplæg undersøger vi tilbagetrækningsmønstre og holdninger til pensionering hos danske bygningshåndværkere med udgangspunkt i forskningsprojektet ALFA – Aldring og Fysisk Betonet Arbejde. Hvis der findes mandearbejde, hvor en bestemt omgangstone, og fysisk hårdt arbejdsmiljø dominerer kan man spørge om der også findes særlige maskulint konnoterede måder hvorpå disse håndværkere forestiller sig at trække sig ud af arbejdsmarkedet på? Mange tidligere undersøgelser har peget på, at arbejdet udgør en særlig vigtig brik i identitetsdannelsen hos mænd, hvorfor beslutningen om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet kan udgøre en særlig vigtig begivenhed for mænd – særligt mænd, som arbejder i brancher, der bliver opfattet som ’mandearbejde’. Vi undersøger disse spørgsmål ved at analysere sammenhængene i et intersektionelt perspektiv, hvor forskellige typer af håndværkere (tømrere, blikkenslagere mm) sammenlignes ved at kombinere oplysninger om alder, helbred og kønsidentitet med henblik på at beskrive mønstre i holdningerne til tilbagetrækning om idealer om alder og pensionering. Den kvantitative undersøgelse opererer med et bredt aldersbegreb, der ikke alene fokuserer på kronologisk alder, men også andre dimensioner af aldring som f.eks. selv-oplevet og funktionel alder. Hvilken betydning spiller forskellige aspekter af det fysiske såvel som det psykiske arbejdsmiljø i håndværkernes syn på tilbagetrækning, og hvilken rolle spiller deres kønsidentitet og de maskulinitetsidealer de abonnerer på?
OriginalsprogDansk
Publikationsdatojan. 2018
StatusUdgivet - jan. 2018
BegivenhedDansk Sociologikongres 2018: Fællesskaber, social sammenhængskraft og eksklusion i mangfoldige samfund - Syddansk Universitet, Esbjerg, Danmark
Varighed: 25 jan. 201826 jan. 2018
http://kongres2018.sociologi.dk/conference2018/index.php

Konference

KonferenceDansk Sociologikongres 2018
LokationSyddansk Universitet
Land/OmrådeDanmark
ByEsbjerg
Periode25/01/201826/01/2018
Internetadresse

Citationsformater