Russisk Politik i Arktis efter Ukrainekrisen

Dansk resumé
Hvad har Ukrainekrisen og det forværrede forhold mellem Vesten og Rusland siden 2014 betydet for Ruslands politik i Arktis? Kan man se forandring i russisk politik, eller er der tale om kontinuitet? De spørgsmål er omdrejningspunktet for denne rapport. Rusland er en afgørende aktør i Arktis. Udviklingen af Ruslands politik i Arktis er således af afgørende betydning for rigsfællesskabet og betingelserne for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Rapporten undersøger derfor udviklingen i russisk politik i Arktis på to dimensioner – diplomati og militær – før og efter Ukrainekrisen. Rapportens analyse viser, for det første, at der i vidt omfang er tale om kontinuitet fremfor forandring i russisk politik. Rusland har konsekvent siden 2008 kombineret en overordnet set pragmatisk og imødekommende diplomatisk linje i Arktis med en bredspektret modernisering og styrkelse af Ruslands militære kapaciteter i regionen. Rapporten tolker, for det andet, den politiske linje som et resultat af Ruslands overordnede interesse i økonomisk udvikling af russisk territorium i Arktis. Den kerneinteresse tilsiger, at russisk politik vil fokusere på sikkerhedspolitisk stabilitet og fokusere på at udbygge regionale relationer, så længe de understøtter den russiske interesse. Samtidig eksisterer der imidlertid andre russiske hensyn – ikke mindst militærstrategiske og symbolpolitiske – der potentielt kan lede Ruslands arktiske politik i en retning, der risikerer at skabe ustabilitet i Arktis. Samtidig foretager Rusland jævnligt diplomatiske og militære handlinger, der medvirker til at underminere tilliden til Rusland, virker konfliktskabende og dermed potentielt går imod Ruslands egen nationaløkonomiske interesse i stabilitet. Der er således risici knyttet til udviklingen af Ruslands fremtidige politik i Arktis. Derfor diskuterer rapporten for det tredje, hvilke udfordringer Ruslands politik i Arktis stiller rigsfællesskabet overfor. På den baggrund opridser rapporten afslutningsvis en rækker principper og prioriteter, der kan danne udgangspunkt for udviklingen af konkrete initiativer, hvormed dansk diplomati fortsat kan medvirke til at fastholde Arktis som et stabilt geopolitisk område præget af relativt lav spænding.