Sørøveriets indbildte friheder: Taler og tunger på sørøverskibets dæk, ca. 1680

I 1680-81 bevægede en gruppe engelske pirater sig langs den sydamerikanske østkyst. Denne artikel bygger på de omfattende rejseberetninger produceret af adskillige besætningsmedlemmer. Formålet er at undersøge talefællesskabet ombord på piratskibet: hvad talte piraterne om? Noget af svaret kunne kaldes ”politik”.

På grundlag af rejseberetningerne bliver dynamikken i uenighederne på dækket påvist. På skibe i tidlig moderne tid var forskellen på de forskellige besætningsgrupper himmelvide, men på piratskibe var sådanne forskelle under angreb. De menige sømænd, hvis stemmer normalt sjældent kommer til udtryk i rejseberetningerne, var aktivt medvirkende til at konstruere mening i piratfællesskabet: de talte om verden omkring dem, og de talte om legender, som de efterstræbte. Og hvis lederne, som de udnævnte for at opnå disse efterstræbelser, ikke levede op til forventningerne, talte de om dem. Altså, hvor det politiske sprog ombord på almindelige skibe blev anset som tilhørende specifikke aktører (kaptajner, skibsofficerer), så havde de menige sømænd ombord på piratskibene deres egne tunger: de forlangte ligheder og friheder og gennem sådanne krav gjorde de sådanne konstruktioner reelle.

Et tilbagevendende tema i de mange rejseberetninger er denne paradoksale tale blandt dem, som ellers blev anset for ude af stand til at tale, da det ikke ansås passende for deres stand at ytre sig. De gør sig store anstrengelser for at bortforklare sådanne anarkistiske åbninger, at nedgøre de ideer, der blev fremsat på skibsdækket og at affærdige sømændenes tale som noget, der bundede i blindt begær. På den måde taler kilderne til den læser, der opfattede et sådant offentligt tale-fænomen som skandaløst. Men set under ét efterlader de et varigt indtryk af piratsamfundets dynamik: det havde ikke nogen tydelig basis uden for hvad de talende kunne forestille sig. På dækket kunne enhver tale.