Sagsomkostninger i straffesager: Ny viden om et gammelt problem

Ph.d.-afhandlingen Løsladt og Gældsat fra 2013 undersøgte livet efter en fængselsdom og belyste, at gælden fra sagsomkostninger i straffesager var en barriere for de løsladte, der gerne ville leve et kriminalitetsfrit liv og bidrage aktivt til samfundet. Gælden fra sagsomkostninger i straffesager kan således ikke kun betragtes som et problem for domfældte, men også for samfundet som helhed, da gældsættelsen af domfældte virker kriminalitetsfremmende. Denne antologi, Sagsomkostninger i straffesager - ny viden om et gammelt problem, samler den nyeste viden på området og problematiserer pålæggelsen af sagsomkostninger i straffesager ud fra både et retssikkerhedsmæssigt, økonomisk og resocialiserende perspektiv.

Formål
Formålet med undersøgelsen er firdelt: For det første ønsker vi at gå bestemmelserne om sagsomkostninger i straffesager efter i sømmene og se nærmere på, om praksis på området udfordrer retssikkerheden. For det andet ønsker vi, ud fra empiriske studier, at afdække nogle af de utilsigtede konsekvenser, der er ved at pålægge sagsomkostninger i straffesager. For det tredje ønsker vi, også ud fra empiriske studier, at sætte fokus på selve gældsættelsen og mulighederne eller umulighederne for at blive gældfri. Slutteligt har vi et ønske om at byde ind med et fremadskuende perspektiv og inddrage Betænkning om sagsomkostninger i straffesager nr. 1547 fra 2014 som afsæt til en diskussion om, hvordan vi kan gentænke den nuværende ordning for pålæg og eftergivelse af sagsomkostninger. Analyserne i antologien understøtter samlet set to forhold, det er væsentligt, at vi tager bestik af og overvejer nærmere.

Retssikkerheden udfordres
Det ene forhold vedrører den tvetydige retspraksis, der er på området. Sondringen mellem nødvendige/unødvendige omkostninger i straffesager kan engang imellem være vanskelig især i straffesagskomplekser og sandsynligvis også i sager, hvor tiltalte kun bliver dømt delvis skyldig eller dømt i overensstemmelse med det, som tiltalte på forhånd havde tilstået. I sådanne sager må retlige principper om ensartethed og gennemsigtighed fremstå som en væsentlig del af det grundlag, som beslutninger om pålæggelse af sagsomkostninger træffes ud fra. Vi har forsøgt at få et så fyldestgørende billede af retspraksis på området som muligt, men trods samtaler med dommere, anklagere og forsvarere har vi ikke kunnet få et fuldt overblik over, hvad nødvendige omkostninger dækker over, hvordan de bliver udregnet, og hvordan der sondres i komplicerede sager som fx straffesagskomplekser. Det lader til, at hele processen omkring sagens nødvendige omkostninger kører uden om forsvareren, og at hverken anklageren eller dommeren ej heller har det fulde overblik. Vi finder det bekymrende, at politiet står alene med meget af det vurderingsarbejde vedrørende opgørelsen af de nødvendige omkostninger (foruden forsvarssalær), som domfældte skal betale, og vi forholder os kritisk til, at omkostninger i straffesager som udgangspunkt ikke bliver underkastet en juridisk vurdering og en domstolsprøvelse. Derfor finder vi, at den tilfældige tilgang, der kendetegner afsigelsen af dom om sagsomkostninger i strafferetten, med fordel kunne skæve til praksis i civilretten, hvor man til forskel fra strafferetten ikke pålægger en omkostning, uden retten har truffet bestemmelse herom, og ingen omkostninger bliver pålagt, uden retten har kendskab hertil.

En tilsvarende uigennemsigtig praksis blev identificeret, når eftergivelses- og gældsaneringsreglerne bliver anvendt i sager vedrørende gæld fra sagsomkostninger i straffesager. Det lader til, at de myndighedspersoner, der skal indgå i vurderingen af, hvorvidt domfældte kan få eftergivet gæld fra sagsomkostninger, finder det uklart, hvem der skal udtale sig om sagen, og hvordan reglerne skal fortolkes. Dette tegner et billede af, at der hverken findes en klar procedure eller klare retningslinjer for vurderingen af eftergivelse af gæld fra sagsomkostninger i straffesager.

Foruden den uigennemsigtige praksis på området, som antologien identificerer, og som med fordel kan underlægges en dyberegående juridisk gennemgang, så finder vi bl.a. også forholdet vedrørende ankereglerne problematiske. Disse foreskriver, at domfældte skal betale de ekstra udgifter, der er foranlediget af at anke, hvis vedkommende ikke får et gunstigere resultat. De ekstra udgifter pålægges domfældte, uanset om det er vedkommende selv eller anklagemyndigheden, der rejser ankesagen. Det betyder for det første, at domfældte kommer til at hæfte for byrettens eller landsrettens fejldom, og for det andet kan økonomiske overvejelser blive afgørende for de tiltaltes stillingtagen til eget skyldsspørgsmål. Sidstnævnte må betragtes som en ikke-ubetydelig retssikkerhedsmæssig problemstilling, vi som retsstat ikke kan sidde overhørig.

Gælden til sagsomkostninger i straffesager eksploderer
Det andet forhold, vi kan udlede af antologien, som bør overvejes nærmere, vedrører fremtidsprognosen for sagsomkostninger i straffesager med den årlige rentetilskrivning, der blev indført i 2017. Fremtidsprognosen viser, at hvis vi ikke ændrer på den nuværende ordning, kan vi forvente, at den samlede gæld fra sagsomkostninger stiger fra de nuværende 4,4 mia. kr. til 13 mia. kr. i 2030. I 2016 var 72 pct. af skyldnerne af denne gældstype uden betalingsevne, og denne gruppe stod samtidig registreret for 80 pct. af den samlede gæld. Med skyldnergruppens ringe betalingsevne for øje bliver det med afsæt i to forskellige indkomstgrupper belyst, hvor umulig eller udfordrende og langstrakt processen er for at blive gældfri ved månedlige afdrag. Det bliver desuden slået fast, at domfældte ikke skal gøre sig forhåbninger om at kunne få eftergivet eller saneret deres gæld fra sagsomkostninger. Yderligere bliver det belyst, at de restriktive inddrivelsesregler gør det meget svært for gældsrådgivere at understøtte en forbedring af skyldnernes økonomiske situation. Kort sagt understreger antologien, at sagsomkostninger i straffesager i overvejende grad er ubetalelige, da det er umådeligt svært for skyldnerne at afdrage, få eftergivelse eller blive rådgivet ud af denne gældstype.

Hvad kunne løsningen være?
For at komme denne juridiske problemstilling og samfundsøkonomiske gældsspiral til livs drøfter antologien med afsæt i Betænkning om sagsomkostninger i straffesager nr. 1547 fra 2014, hvordan en ny ordning for pålæggelse og eftergivelse af sagsomkostninger i straffesager – med både økonomi, retssikkerhed og resocialisering for øje – vil kunne se ud.