Symbolistisk moderskabspoesi

Blandt samtidens danske digtere er Pia Tafdrup sammen med Søren Ulrik Thomsen og nyligt afdøde Henrik Nordbrandt det tætteste vi kommer på en symbolistisk centrallyrik. Denne etikette dækker en type af lyrik, hvor digteren optræder som et autoritativt og autentisk centrum i det poetiske univers, hvor der er en stilistisk homogenitet og vægt på sprogets klangligt-musiske sider, og hvor digtene udgør koncentrerede og klart afgrænsede enheder. Vi er med andre ord næsten altid på sikker grund i Tafdrups og hendes to andre ligesindedes værker, og Harold Blooms formel om, at et grundlæggende vilkår for digtere er ”anxiety of influence”, har også tydelig affinitet til hovedfeltet af digtere i vor tid, hvor et fundamentalt projekt har været at kritisere, rokke ved eller søndersprænge den symbolistisk-centrallyriske norn, som har domineret inden for dansk lyrik igennem hele det 20. århundrede med en foreløbig kulmination med digtertrioen Tafdrup, Thomsen og Nordbrandt.
Hvad der adskiller Tafdrup fra Thomsen og Nordbrandt, er i hvert fald to ting. For det første kan Tafdrups digte til trods for diverse systemer og koncepter med tal og temaer grundlæggende betragtes som ét stort værk med et klart enhedspræg og en tydelig reference til et konkret levet liv. For det andet er Tafdrup en digter, der lægger stor vægt på sin fysiske og kønslige identitet.
Med sin samling nummer 21, der bærer titlen Hjertet i zenit, bekræfter Tafdrup sin position, som en eminent symbolistisk centrallyriker, der samtidig altid har formået at lancere eller tale ind i tidstypiske temaer. Den nye digtsamling handler om digterens mor og knytter an til den strøm af værker om tab af forældre og sorg, som er udkommet i det sidste tiår af forfattere som Jesper Wung-Sung, Leonora Christina Skov, Iben Mondrup, Merete Pryds Helle, Helle Helle, Stine Pilgaard, Kim Fupz Aakeson, Kaspar Kaum Bonnén, Jesper Stein, Bjørn Rasmussen og Amalie Langballe. Det kan her være værd at nævne, at Tafdrup har været forud for sin tid med sin Tarkovskijs heste fra 2006, hvor digteren i detaljer beskriver såvel det fysiske som det psykiske forfald hos en far, der placeres på et plejehjem og ender sine dage i affældig tilstand med senilitet og nyresvigt. Vi følger i digtsamlingen den smerte, afmagt og fortvivlelse, der er forbundet med at opleve en, man er nært knyttet til, gå i opløsning.
I Hjertet i zenit er forløbet længere end i Tarkovskijs heste, idet vi følger digterens mor gennem hele hendes liv, og kompositionelt er forskellen desuden, at ca. en tredjedel af digtene stammer fra andre digtsamlinger fra forfatterskabet mellem de første digte, hvor moderen dukker op i Tafdrups digte omkring samlingen Territorialsang fra 1994 og frem til pentalogien De fem sanser fra 2022.
Særligt ved denne sorg-over-mors-død-digtsamling er det, at Hjertet i zenit har to spor, nemlig et realistisk, hvor der er en dyb empati og indføling i forhold til morens specifikke livsforløb, og ét mere symbolsk spor, hvor morens betydning for digterens poetik med syntesen mellem det kropslige, det metafysiske og det poetologiske afsøges.