Temporalitet som nøgle til forståelsen af Meads socialpsykologi

Artiklens formål er at redegøre for Meads begreb om temporalitet som en central nøgle til forståelse af Meads teori om identitetsdannelse og social interaktion. Der tages afsæt i et opgør med behaviorismens stimuli/respons-model i forståelsen af menneskets adfærd, hvor den temporale forskydning mellem selvets to faser “jeget” og “miget” muliggør den fortolkende, selvbevidste og meningsskabende tanke. Øjeblikket - og dermed det mest flygtige aspekt af tiden - ser Mead som virkelighedens lokus; men for at vi kan forstå os selv og den interaktion, vi indgår i, må vi nødvendigvis kæde øjeblikkene sammen - ikke som perler på en snor men som et sammenhængende forløb, hvor nutid, fremtid og fortid gennemtrænger hinanden, som det er tilfældet i oplevelsen af en melodi. Tiden skal i Meads perspektiv ikke forstås som en kanal eller en beholder, som det oplevelsesmæssige indhold løber igennem. Tiden er selve dette kvalitative indhold, og hukommelsen af fortidige begivenheder - såvel som identitetsskabelsen - er ikke nogen fast størrelse men under konstant redigering og konstruktion, hvis udgangspunkt er det konkrete øjeblik her og nu. Fremtiden skal forstås som mental, og her sondrer Mead mellem den hypotetiske og den umiddelbare fremtid, der korresponderer med selvets handling og refleksion. Meads fokus er her fremtiden som “the cutting edge” for nutiden, der åbner op for uforudsigelighed og kompleksitet i den sociale interaktion og for individets identitetsskabelse.