The body multiple: ontology in medical practice/ Annemarie Mol. Duke Universtity Press, Durham & London 2002

Helle Wentzer

Publikation: Bidrag til tidsskriftAnmeldelseFormidling

Abstract

Hvor svært kan det være at beskrive, hvad en almindelig sygdom entydigt er? The body multiple handler ikke direkte om informatik, men skaber en empirisk forståelse for og teoretisk begrundelse af hvorfor entydige beskrivelser, standardiseringer og ’undgåelse af dobbelt dokumentation’, er svære – og måske et delvis misforstået gode?
Bogens sidehalvdele er inddelt i et etnografisk studie af arteriosklerose med observation og interview gennem en 4-årige periode på et hollandsk sygehus. Sidernes nederste halvdel reflekterer teoretiske problemstillinger i empirisk forskning. Svaret på hvad arteriosklerose er, at sygdommen er noget forskelligt, afhængigt af de lokale sammenhænge den indgår i, heraf titlen: ”Den mangfoldige krop: værensformer i sundhedsfaglig praksis”.
Mol sammenfatter forskellige kontekster, hvori betydningen af arteriosklerose kommer til udtryk. I folderen til patienten er arteriosklerose en gradvis nedbrydning af blodårerne, i patientens historie er arteriosklerose en ændring af dennes dagligdag og liv. I lægens konsultation er arteriosklerose smerter ved gang over et vist antal meter. På radiologens angiografi er arteriosklerose lysændringer på røntgenoptagelser af blodåre i benet. Ved brug af et andet apparatur, en ny teknologi duplex er arteriesklerose udtrykt ved nedsat blodhastighed. For karkirurgen er arteriosklerose nedsat blodcirkulation pga. fortykkelser i årerne (stenose), der kan fjernes operativt. På medicinsk afdeling er arteriosklerose en proces af åreforkalkning, der kan forebygges mere eller mindre vel. For patologen er arteriosklerose dissektioner af vævsprøver. Hos biologerne, biokemikere og teknikerne i  hematologi laboratoriet - hvor patienterne aldrig kommer - er arteriosklerose  klumper i blodet.
Men: arterioskleroses forskellige betydninger er ikke nødvendigvis ensbetydende med fragmentering. Trods forskellene bliver sammenhæng etableret mellem dem. Gennem inddragelse af en lang række af taktikker og teknikker fra patientsamtaler og konferencer til filer, formler, image teknologier o.a. bliver betydninger oversat og transporteret på tværs af de lokale praksiser. Kapiteltitlerne ’Coordination’, ’Distribution’ og ’Inclusion’ er Mols begrebslige bidrag til at forstå, hvorledes sammenhænge mellem forskellige praksiser bliver til. En overvejelse jeg gør mig som læser af bogen i en dansk EPJ-kontekst er, hvilke betydning arteriesklerose har i administrative sammenhænge, herunder hvilke taktikker og teknikker, der etablerer sammenhængene til de kliniske betydninger?
For den teoriinteresserede læser reflekterer bogens nederste halvdel klassiske videnskabelig problemstillinger i relation til studiet af arteriosklerose. Hvad er forholdet mellem teori og praksis, mellem normalitet og patologi, og mellem metode og rationalitet? Teksten gennemgår centrale hovedfigurer i det 20. århundredes svar på spørgsmålene, såsom Parson, Barker, Strathern, Haraway, Pool, Duden, Latour, Goffman, Butler, Foucault , Hirschauer o.a. Mol sammenfatter afslutningsvis at det væsentligste spørgsmål til det sociologiske aspekt af sygdom må være – ikke som Foucault, at spørge til patientens smerte – men at spørge: What is your problem?

Udgivelsesdato: oktober
Bidragets oversatte titelDen mangfoldige krop: værensformer i medicinsk praksis
OriginalsprogDansk
TidsskriftMedicinsk Teknologi og Informatik
Udgave nummer3
Sider (fra-til)0
ISSN1901-4465
StatusUdgivet - 2006

Bibliografisk note

400 ord

Citationsformater