Tillid: Den tavse livsytring

Publikation: Bidrag til bog/antologi/rapport/konference proceedingBidrag til bog/antologiForskningpeer review

Abstrakt

Tillid er en grundlæggende menneskelig livsytring. Den er særligt kendetegnet ved, at den idelig tages for så givet, at den næsten unddrager sig vores opmærksomhed. Ofte aktualiseres den først, når den misrøgtes og mistilliden viser sit ansigt, og mennesket indser, at livet ganske enkelt ikke kan leves uden tillid. Kapitlet gennemgår to centrale teoretiske bud på tillid, nemlig den danske livsfilosofi repræsenteret af Knud Eiler Løgstrups teori om de spontane og suveræne livsytringer samt den psykodynamiske teoretiker Erik H. Erikson. I forbindelse med disse knyttes en række beslægtede teorier og temaer.
Teologen og filosoffen Knud Eiler Løgstrup ser tillid som en såkaldt spontan og suveræn livsytring. Tillid anskues som den naturlige respons i hverdagens møder med andre. Den menneskelige tilværelse bygger ganske enkelt fundamentalt på, at vi har denne tillid til hverandre. Tilliden har derfor forrang for mistilliden, der hos Løgstrup ses som menneskets reaktion på svigtende tillid. Løgstrup-delen af kapitlet afsluttes med en kritisk udfordring fra den polsk-engelske sociolog Zygmunt Bauman.
Mens Løgstrup basalt set anser tillid som en førkulturelt fænomen, der så at sige kommer mennesket i møde, får vi hos psykoanalytikeren Erik H. Erikson en ontogenetisk forklaring på tilliden. Erikson ser tillid som resultatet af den succesfulde omsorg, et barn modtager i sit første leveår. Når vi senere møder et andet menneske i hverdagslivet, vil vi møde dette menneske med den tillid eller mangel herpå, som blev resultatet af det første leveår. Men tilliden udfordres af mistilliden. Nogle mennesker får en livsmodtagelse af så ringe kvalitet, at mistillid bliver en livsledsager tilværelsen igennem. Dette standpunkt understøttes af tilknytningsteoretikeren John Bowlby, hvis teori kort skitseres. Erikson-delen af kapitlet afsluttes med en samfundsmæssig perspektivering fra den engelske sociolog Anthony Giddens, der samtidig udgør et slags modsvar til Zygmunt Bauman.
Kapitlet sammenfatter de præsenterede teorier om tillid som en både intra- og interpsykologisk kvalitet og tillige som både et kognitivt, affektivt og adfærdsmæssigt anliggende.

OriginalsprogDansk
TitelHverdagslivets følelser : Tilstande, relationer, kulturer
RedaktørerInger Glavind Bo, Michael Hviid Jacobsen
Antal sider24
UdgivelsesstedKøbenhavn
ForlagHans Reitzels Forlag
Publikationsdato2015
Sider47-70
Kapitel1
ISBN (Trykt)978-87-412-5767-9
StatusUdgivet - 2015
NavnSociologi
Nummer7
ISSN2245-8581

Emneord

  • Tillid
  • Spontane og suveræne livsytringer
  • K. E. Løgstrup
  • Erik Erikson
  • Mistillid

Citationsformater