Udvikling af ledelse via ledelseskoncepter: Hvorledes gives det mening?

I denne artikel beskæftiger vi os med, hvordan ledelse kan udvikles i spændingsfeltet mellem udefrakommende krav om mere fælles fodslag i ledelsen og den enkelte leders behov for at tilpasse sin ledelsesstil til den aktuelle kontekst. Konkret ser vi nærmere på, hvordan der blandt en gruppe af ledere i en kommunal kontekst skabes mening i en forandringsproces, der udfolder sig i spændingsfeltet mellem en klassisk funktionalistisk top-down implementeringsstrategi og en dialogisk proces med afsæt i ledernes daglige praksis, dvs. ud fra en emergerende bottom-up strategi. Dette kan ses som udtryk for, at man forsøger at overskride divergensen mellem håndtering af organisatoriske krav, i dette tilfælde lederudvikling og de ansattes sociale meningsskabelse (Weick, 1995, 2001), som udspiller sig i ledernes praksisfællesskaber (Lave & Wenger, 1991; Wenger, 1998). Gennem dialogiske processer er det tanken, at der udvikles en fælles referenceramme for ledelse i kommunen.