Upgrade and Design of Coastal Structures Exposed to Climate Changes

Bidragets oversatte titel: Opgradering og design af kystbeskyttelseskonstruktioner udsat for klimaændringer

Publikation: Ph.d.-afhandling

Abstract

Denne PhD‐afhandling “Opgradering og design af kystbeskyttelseskonstruktioner udsat for klimaændringer” evaluerer indflydelsen fra klimaændringer på udvalgte typer af kystbeskyttelseskonstruktioner på dybt og lavt vand. Dette inkluderer desuden en analyse af muligheden for brug af innovative multifunktionskonstruktioner til beskyttelse af kyster mod klimaændringer.

Afhandlingen er opdelt i tre overordnede dele. I den første del evalueres brugen af eksisterende designformler til vurdering af bølgelaster og bølgeoverskyld på kystbeskyttelseskonstruktioner specielt på lavt vand, da disse er særligt udsatte for påvirkning af klimaændringer. Eksisterende designformler som oprindeligt er baserede på bølger på dybt vand giver konservative estimater på f.eks. bølgelaster på konstruktioner på lavt vand. Derfor er formlerne i denne afhandling modificeret, således at de også inkluderer effekterne fra bølgebrydning på lavt vand. Herudover er eksisterende formler til estimering af flowparametre fra bølgeoverskyld på diger modificeret således at de ud over vinkelrette langkammede bølger også inkluderer effekterne fra mere realistiske skråt‐indkomne og kortkammede bølger. Produktet af den første del af afhandlingen er designformler som er mere generelt anvendelige i et bredere spektrum af bølgeforhold og som kan give mere præcise estimater på indflydelse fra klimaændringer på udvalgte typer af kystbeskyttelseskonstruktioner.

I den anden del af afhandlingen benyttes de modificerede formler i udvalgte casestudier til at evaluere indflydelsen fra skråt‐indkomne kortkammede bølger og klimaændringer på et typisk dige samt til at evaluere indflydelsen fra klimaændringer på typiske stenkastningsmoler på dybt og lavt vand. Herudover er der konstrueret to case‐eksempler til evaluering af brugen af multifunktionskonstruktioner til kystbeskyttelse. I det første eksempel benyttes såkaldte Wave Dragon bølgeenergimaskiner til dæmning af bølger i Santander, Spanien. I det andet eksempel benyttes en barriere til beskyttelse mod stormfloder samt forøgelse af vandgennemstrømning i Limfjorden, Danmark.

I den tredje og sidste del af afhandlingen opsamles konklusioner fra de forskellige kapitler og der gives anbefalinger til fremtidige studier. Konklusionerne i afhandlingen belyser nogle af de vigtige forhold der skal tages hensyn til ved evaluering af indflydelse fra klimaændringer på kystbeskyttelseskonstruktioner på dybt og lavt vand. Herudover belyses nye muligheder for at benytte nye innovative typer af konstruktioner til beskyttelse af kyster mod klimaændringer.
Bidragets oversatte titelOpgradering og design af kystbeskyttelseskonstruktioner udsat for klimaændringer
OriginalsprogEngelsk
UdgivelsesstedAalborg
Udgiver
StatusUdgivet - 2013

Emneord

  • Coastal Structures
  • Design Formula
  • Wave Action
  • Climate Changes

Fingeraftryk

Dyk ned i forskningsemnerne om 'Opgradering og design af kystbeskyttelseskonstruktioner udsat for klimaændringer'. Sammen danner de et unikt fingeraftryk.

Citationsformater