Velfærdsteknologiers indflydelse på arbejdet med voksne i udsatte positioner og deres hverdagsliv

Teknologier præger i stigende grad det velfærdsprofessionelle arbejde med borgere i udsatte positioner. I disse år er det særligt digitale teknologier og deres betydning for arbejdsliv, samt inklusions- og eksklusionsprocesser, der tiltrækker sig opmærksomhed. Men teknologier er vidt forskellige ting. Overordnet set kan teknologi forstås som ”anvendelse af videnskabelig viden og tekniske hjælpemidler til praktiske formål, fx til løsning af bestemte produktions- og arbejdsopgaver” (Den Danske Ordbog).

Fælles for teknologier er desuden, at de ikke blot er tiltænkte løsninger på bestemte udfordringer eller opfyldelse af behov. De er også udtryk for bestemte problemforståelser og menneskesyn, hvilket betyder, at de er ikke neutrale hjælpemidler, men rummer indlejrede intentioner. Dette rejser spørgsmål om, hvordan teknologierne indgår i inklusions- og eksklusionsprocesser for borgere i udsatte positioner samt hvilke former for professionsudøvelser og hverdagsliv, de fremmer eller underminerer.

Teknologiernes betydning kan dog ikke reduceres til de indlejrede intentioner, da de ikke determinerer teknologibrugernes adfærd. Teknologibrugere har også et handlerum, der til tider bruges til at omgå de bindinger, som teknologier søger at lægge på teknologibrugernes adfærd. Teknologiernes konkrete betydninger bliver altså også til de praksisser, de indgår i. En fremtrædende måde at begribe teknologierne i praksis er aktør-netværksteoriens forståelse af teknologi som ikke-menneskelige aktører, der i sociale sammenhænge fungerer som aktører på linje med mennesker. Teknologierne er ikke bare passive rekvisitter, men i stedet aktører der har indflydelse på det sociale samspil.

Set i dette lys må teknologier forstås som medskabere af arbejdet med borgere i udsatte positioner. I forlængelse heraf kan det være væsentligt at forholde sig til, hvordan relationsdannelse og relationsbaseret arbejde udfolder sig, når aktørerne i arbejdet også omfatter ikke-menneskelige aktører som f.eks. en computer, et it-system, en kørestol eller et par VR-briller.

Teknologier er selvsagt også medskabende i hverdagslivets sociale relationer for borgere i udsatte positioner såvel som for alle andre. Eksempelvis skaber teknologierne nye kommunikationsformer og øget mobilitet, som muliggør nye sociale relationer, deltagelsesformer og fællesskaber, for dem der er i stand til at benytte sig af teknologierne.

Uanset, hvilket perspektiv der anlægges på teknologier, er det sikkert, at teknologier er et uomgængeligt vilkår i det professionelle samarbejde med borgere i udsatte positioner og disse borgeres hverdagsliv. NUVO-konferencen 2023 har derfor til formål at undersøge og diskutere betydningen af teknologierne og deres øgede rolle i arbejdet med borgere i udsatte positioner. Vi ønsker dermed at bidrage til at styrke vores forståelser af de muligheder og udfordringer, som teknologierne skaber for såvel borgere i udsatte positioner som professionelle, der samarbejder med disse borgere.