Virkesanalyse og læring i socialt arbejde

Gitte Duus

Publikation: Bog/antologi/afhandling/rapportPh.d.-afhandlingForskning

Abstrakt

Denne afhandling rummer to overordnede undersøgelser. Den ene har til formål at undersøge virkningerne af en metode til faglig læring i socialt arbejde. Den anden sigter mod at undersøge aktionsforskning som forskningsmetode til udvikling af metoder indenfor socialt arbejde. Den første undersøgelse er empirisk funderet, mens den anden hovedsageligt besvares på baggrund af metodologiske og videnskabsteoretiske bidrag. De to ?spor? i afhandlingen relaterer sig dialogisk til hinanden, idet undersøgelsen af aktionsforskning som forskningsmetode eksempelvis udgør en redegørelse for forskningstilgangen til den empiriske undersøgelse, mens den empiriske undersøgelse omvendt tilvejebringer de konkrete erfaringer med aktionsforskning.   Undersøgelsen og udviklingen af metoden, som er døbt Virkesanalyse, begrundes i aktuelle strømninger indenfor socialt arbejde i Danmark: et tilsyneladende behov for flere metoder til faglig udvikling, øgede krav til dokumentation og udvikling af kvalitet samt et formodet potentiale i øget samspil mellem forskning og praksis. Metoden virkesanalyse består dels af en overvejende analytisk afdækkende fase, som tager sit udgangspunkt i en helhedsbetragtning af virket i en institution, og dels en overvejende intervenerende fase, hvor der med en fastlagt retning fra 1. fase arbejdes med at observere praksis og efterfølgende gå i dialog med medarbejdergruppen om konkret praksis. Udviklingen og udforskningen af virkesanalyse er i forhold til klientarbejdet en indirekte metode, som arbejder med læring i forhold til gruppen af medarbejdere.   Undersøgelsen af virkninger af Virkesanalyse er foregået gennem et aktionseksperiment, hvor metoden er implementeret i to institutioner henholdsvis en offentlig og en privat institution, der beskæftiger sig med socialt arbejde med unge, og som hver er indgået i et udviklingsforløb over ca. 1 år.   I analysen af forløbet har tilgangen til identificering af virkninger af metoden været ændringer i problemløsning hos medarbejderne. Efter forløbet er foretaget statusinterviews på både individ- og gruppeniveau, hvilke har forholdt sig til ændringer i potentialer, som medarbejderne formulerede i begyndelsen af forløbet. Endelig blev hver medarbejder efterfølgende bedt om at svare på skriftlige spørgsmål vedrørende typer af læreprocesser i de enkelte delfaser af forløbet.     Den anden undersøgelse, som forholder sig til aktionsforskning som forskningsmetode, sigter mod at uddybe og klarlægge en forskningstilgang til praksis, som har handling som det fremherskende perspektiv. Betydningen af handlingsperspektivet søges præciseret på flere niveauer henholdsvis forskningstypologisk, videnskabsteoretisk, metodologisk og begrebsligt. Dette er gjort gennem fremlæggelse af perspektiver fra to bidrag indenfor aktionsforskning, hvorfra der er hentet dele til udformning af en aktionsforskning anvendelig til afprøvning og udvikling af metoden virkesanalyse.   Forskningstypologisk placerer afhandlingen sig således i forhold til både det sociale arbejdes udvikling og det konkrete empiriske projekt med en aktionsforskningstilgang, der har overordnet menneskelig trivsel som formål, og som har et både afdækkende og emergent udviklende perspektiv på handling. Videnskabsteoretisk arbejdes der ud fra et ikke-værdineutralt videnskabsideal, ligesom der arbejdes ud fra antagelsen om, at al social liv har både et subjektivt og et objektivt aspekt. Det empiriske studie defineres som et aktionseksperiment, som er et aftalt ?virkelighedseksperiment?, hvor normativitet anerkendes og handling søges bevidstgjort gennem delt kontrol og arbejdet med offentlige hypoteser. Intentionen med eksperimentet er forandrende og den viden, der skabes eller afdækkes er både ?kan? og ?er? viden. Som grundforståelse for arbejdet med at skabe forandring ligger et dobbeltperspektiv, som er formuleret som henholdsvis et indefra oplevet og et udefra set og forstået, samt betydningen af sammenkoblingen af disse i erkendelse og læring i forhold til handling. Der tages udgangspunkt i en forståelse, der opfatter praksis som både problemdefinerende og problemløsende, og i forlængelse heraf er undersøgelsens forskningstilgang først og fremmest funderet i et erfaringsbaseret læringsperspektiv.     Overordnet er det fundet, at der i begge institutioner skete ændringer i medarbejdernes problemløsningspraksis, som kan relateres til implementering af virkesanalyse. Imidlertid var ændringerne i gruppen som helhed samt relateringen til dette projekt langt mere markante i den offentlige institution end i den private. Dette afspejledes ligeledes i, at der i den offentlige institution sporedes mere omfattende læringsprocesser på gruppeplan, der kunne betegnes som læring på et ?højt niveau?. Forløbet i den offentlige institution peger således på de læringsmæssige potentialer ved virkesanalyse, ligesom forløbet i den private institution henleder opmærksomheden på svagheder, yderligere præciseringer samt eventuelle ændringer ved metoden og implementeringen af denne.   På baggrund af den empiriske undersøgelse af virkesanalyse konkluderes overordnet, at metoden er i stand til at igangsætte processer, som skaber betydelig læring på gruppeniveau i en institution, således at det faglige niveau højnes. I forhold til 1. fase og dens afdækkende intention synes metoden som helhed netop virksom, når afdækning af gruppens potentiale foregår grundigt og præcist, hvilket stiller krav til igangsætteren, som skal forestå den praktiske implementering af virkesanalyse. Den overvejende intervenerende 2. fase rummer til gengæld metodens eksplicit største læringspotentiale, som lægger vægt på abstrakt begrebsliggørelse og refleksion men med udgangspunkt i aktiv eksperimentering og konkret oplevelse. I forhold til implementering af 2. fase er det sandsynliggjort, at det læringsmæssige udbytte er højest med en forholdsvis enkel begrebsramme til forståelse af egen oplevet praksis.   Resultater fra undersøgelsen giver desuden anledning til følgende justeringer af metoden: Procesleders kontakt til medarbejderne på individplan (udviklingsdialogen) må overvejes i hvert enkelt tilfælde, specielt i forhold til grad af tillid internt i gruppen. Balancen mellem omfanget af henholdsvis 1. fase og 2. fase skal forskydes i retning af en relativt kortere 1. fase. Der må herske åbenhed overfor og tidligt tages afgørelse i forhold til, om institutionens fremherskende problematik ligger indenfor virkesanalyse?s område. Præsenterede begreber må altid relatere direkte til oplevet eller eksperimenterende praksis, og begrebsrammens kompleksitet må tilpasses længden af 2. fase. Opmærksomhed må rettes på valg af praksisfelt, i forhold til at feltet skal kunne tilvejebringe praksisempiri, der har direkte relevans for valgt fokus. Anvendelsen af ?zone for nærmeste udvikling? som eksplicit begreb bør overvejes og undersøges nærmere. Udover fund i forhold til metoden, er der i denne undersøgelse identificeret forskellige defensive tendenser i de to institutioner. I den offentlige institution er tendensen døbt omsorgsfælden, hvilket i forhold til de unge har givet sig udslag i overvægt på omsorg frem for krav og interkollegialt er kommet til udtryk i en vægt på personliggørelse frem for fagliggørelse af kommunikationen. I den private institution er den defensive tendens kaldt effektivitetsfælden, hvilket i forhold til de unge har givet sig udslag i overtagelse af ansvar og interkollegialt har vist sig som alenefølelse og slitage.   De to ?fælder? er i et systemisk organisationsteoretisk perspektiv relateret til den aktuelle forskydning af det sociale arbejde fra den offentlige sektor til den private. Denne forskydning antages gennem organisationernes forskellige betingelser i form af det moderne samfunds markeder samt disses implicitte mål og værdier at forstærke effektivitetspresset på det private sociale arbejde, mens det offentlige sociale arbejdes idéer mere afgrænset er koncentreret om omsorg og ?barnets tarv?.   Vedrørende spørgsmålet om aktionsforskningens anvendelse i udvikling af metoder i det sociale arbejde konkluderes på baggrund af den teoretiske undersøgelse, at aktionsforskning er anvendelig. Dette begrundes først og fremmest i, at det sociale arbejde deler både mål og genstandsfelt med aktionsforskning, hvilket drejer sig om henholdsvis menneskelig trivsel og den centrale placering af handling og praksis. Desuden peges på aktionsforskningens demokratiaspekt og opmærksomhed på magt i forskningsrelationerne. Ligeledes fremhæves på det videnskabsteoretiske niveau forståelsen af handling som ikke værdi-neutral samt den kritiske teoris dobbelte perspektiv. På baggrund af de empiriske erfaringer konkluderes fortsat, at aktionsforskning er anvendelig i udvikling af metoder. Imidlertid henledes opmærksomheden på yderligere udforskning af aktionsforskningens potentialer. Bl.a. henleder problematikker omkring validitet opmærksomheden på en styrkelse og præcisering af forståelsen af empirisk testning i en handlekontekst, ligesom samspillet mellem forsker og felt kunne udforskes yderligere. Dette projekts erfaringer peger desuden på anvendelse af aktionsforskning i samtidige parallelle forløb.        Som afsluttende perspektivering diskuteres i forhold til fund og intentioner fra undersøgelsen forskellige aktuelle tiltag omkring styrkelse af kvaliteten af det sociale arbejde i det danske samfund. Der argumenteres her for begrebsliggørelse som generel aktuel læringspotentiale i det sociale arbejde.
OriginalsprogDansk
UdgivelsesstedInstitut for Sociale Forhold
ForlagAalborg Universitetsforlag
Antal sider359
StatusUdgivet - 2003

Emneord

  • læring
  • Bradbury
  • aktionsforskning

Citationsformater