HjerneForums adventskalender

Activity: Talks and presentationsGuest lecturers

Description

Adventssøndag med HjerneForum 15-16

2020 har på mange måder været et underligt år, ikke mindst fordi en pandemi ramte verden midt i den internationale Hjerneuge, som mere eller mindre derefter blev aflyst. Men nu er der rygter om en vaccine på trapperne, det er snart juleaften, og et nyt år står for døren. Derfor vil vi gerne bidrage til Julehyggen med et par foredrag om hjernen ved Thomas Alrik Sørensen, lektor ved Aalborg Universitet og formand for HjerneForum.

1. søndag i advent: Sansning og perception
Når vi bevæger os rundt i verden, så modtager vi et væld af informationer, som vores hjerne behandler og forholder sig til. I denne forelæsning skal vi se nærmere på, hvorledes sanseinformation behandles og tolkes af hjernen, for at blive til den oplevelse vi har af vores omverden.

2. søndag i advent: Hukommelse
Noget af det vi så, 1. søndag i advent var, at hjernen tolker på den information, den modtager, og at vi ikke kan behandle al information. I denne del ser vi nærmere på, hvad hukommelse er, og særligt de begrænsninger, der kan ligge i fx korttidshukommelsen og vores opmærksomhed.

3. søndag i advent: Synæstesi
Denne søndag vil tage udgangspunkt i forholdet om, at langtidshukommelse er væsentlig for den perceptuelle tolkning af sanseinformation, og et fænomen som måske eksemplificerer, dette er sam-sansning, eller synæstesi, hvor man fx har en oplevelse af, at et bestemt bogstav har en særlig farve, eller at en smag har en bestemt form.

4. søndag i advent: Bevidsthed
Til slut runder vi vores advents-hjernehygge af med at tale om bevidsthed – for hvad er det, der gør, at vi med vores hjerner i det hele taget har disse oplevelser? Der er ikke noget godt svar på bevidsthedsdiskussionen, men her vil vi dykke lidt ned i nogle af de udfordringer, som er ved netop dette emne.

Arrangementet er gratis, og du kan tilmelde dig de enkelte foredrag på HjerneForums nye webshop: https://www.hjerneforum.dk/shop/ hvorefter du modtager dit personlige login til Zoom via e-mail. Så tilmeld dig nu, og sæt dig så tilrette foran computeren med en kop kaffe og lidt adventssøndags hjemmebag, for at høre lidt om vores allesammens hjerne.
Period29 Nov 202020 Dec 2020
Held atHjerneForum - Landsforening til bekæmpelse af hjernesygdomme
Degree of RecognitionNational