Hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg fungerede i første del af 1800-tallet som en bræmme mellem de tyske forbundsstater og det danske kongerige. For dengang var de europæiske lande sjældent afgrænset af en simpel grænselinje. Det kan man læse om i en ny bog, Grænseland, af historieprofessor Poul Duedahl fra Aalborg Universitet. Staterne blev bundet sammen af deres overhoved, mens de tilgrænsende områder længst væk udgjorde en glidende overgang til nabolandene. Branden i Hamborg i 1842 var ikke blot en katastrofe for byens indbyggere, men også for de mange, der var afhængige af byen, og satte for alvor gang i den selvstændighedsbevægelse i grænselandet, som førte et borgerkrige med sig.