Debat: Fri os for stakkelsgørelsen af kvinder

    Press/Media: Press / Media

    Description

    Vi små hunkønnede stakler skal have særbehandling, fordi vi ikke kan klare distancen mod store stærke mænd, kræver Socialdemokratiet. Se, det er kønsdiskriminering, så det basker. Af Katrine Winkel Holm, teolog De må være glade nu, Pernille Blach Hansen, Mette Frederiksen, Lotte Bundsgaard og de andre kvindelige socialdemokrater. Nu hvor de ved, at en valgsejr til Lykketoft automatisk fører til taburet og ministerbil. Jeg vil faktisk næsten håbe, at de glæder sig, for så er der i hvert fald nogen, der får lidt gavn af Lykketofts vanvittige forslag om at øremærke halvdelen af ministerposterne til kvinder. Læg godt mærke til ordvalget i forslaget: Ministerposterne skal ikke gå til kvalificerede, dygtige mennesker, der tilfældigvis er kvinder. De skal gå til kvinder, fordi de er kvinder. For kvindernes skyld, lyder det fra Lykketoft, og jo, jeg er ret sikker på, at ligestillingsordføreren, Mette Frederiksen, klapper kraftigt i sine hænder. Forslaget er lige vand på hendes ligestillingsfundamentalistiske mølle. Men at kvinderne som sådan skulle have glæde af forslaget, vil jeg kraftigt bestride. Hvilken glæde vil kvinder få af, at man genindfører kønsdiskriminering? Forslaget er jo ét stort attentat på den formelle ligestilling, som vi ellers med rette bryster os af her i landet. I generationer er der blevet kæmpet for, at kvinder skulle have de samme muligheder som mænd. At kvinder skulle tages alvorligt for det, de sagde og gjorde, på linje med mænd. Og kvinder har haft rig mulighed for at modbevise, hvad der har været af obskure teorier om deres manglende intellektuelle evner. Jeg behøver ikke at nævne den række af navne på kvinder, der har bestredet tunge lederstillinger på fremragende vis. At det ofte har store omkostninger, er en anden historie, men er selvfølgelig noget, vi andre skriver os bag øret. Og så kommer dette forslag om, at der skal ses bort fra kvinders kvalifikationer ved noget så væsentligt som ministerudnævnelser. Vi små hunkønnede stakler skal have særbehandling, for vi kan ikke klare distancen mod de store stærke mænd, og derfor skal vore medsøstre have foræret ministerposterne uanset kvalifikation. Kønsdiskriminering, så det basker. Mette Frederiksen vil sikkert opleve en kortvarig fryd, hvis hun en dag sætter sig til rette i Kulturministeriet. Men mon det ikke en dag vil strejfe hende, at det var kønnet mere end kvalifikationer, der gav hende magten? Det vil i hvert fald strejfe os andre. Derfor vil jeg gå så vidt og sige, at forslaget skader kvindekønnet en bloc. Det stempler kvinder som stakler, der skal slæbes på ryggen for at klare vejen. Som de evige ofre, der ikke kan stå distancen selv. Og som på en eller anden måde opfører sig lidt forkert og lidt formasteligt. Bag den positive særbehandling skimter man nemlig hundsementaliteten. At det er for galt, hvis kvinder ikke drømmer om at blive statsministre, generalsekretærer - og medlemmer af kommunalbestyrelser. Det sidste har en forsker fra Aalborg Universitet gjort et stort nummer ud af. Det er ifølge Ann-Dorte Christensen intet mindre end et kæmpe problem, at kun 27 pct. af kommunalbestyrelserne er kvinder. »Det er simpelthen ikke legitimt at have et demokrati, hvor halvdelen af befolkningen næsten ikke er repræsenteret«. Der er to ting denne kønsfikserede kønsforsker ikke har forstået. For det første. Som kvinde kan jeg sagtens repræsenteres af en mand i et gråt jakkesæt. Kønnet er irrelevant, det afgørende er personen bag jakkesættet eller spadseredragten. For det andet. Kommunalbestyrelsesarbejde er oprigtigt talt ikke det mest attråværdige at kaste sig over. En lynrundspørge i min kvindelige bekendtskabskreds afslørede, at den massive majoritet aldrig havde overvejet kommunalbestyrelsesarbejdet, simpelthen fordi det forekom dem dræbende kedsommeligt. De havde andet og ifølge dem selv væsentligere ting at tage sig til. Mine hemmelige drømme går heller ikke i retning af kommunalbestyrelsesarbejde, kan jeg afsløre. Hvorfor er der så få kvinder i kommunalbestyrelsesarbejdet? Måske fordi mange af os ikke har lyst. Og det er altså for galt ifølge kønsforskeren og ligestillingsministeren. Det er vores forbandede pligt at bruge weekender og aftner på kommunale budgetter. Så er det, man må spørge: Må vi ikke godt være fri? Må vi ikke godt være fri for de kønspolitiske løftede pegefingre? For den evindelige problematisering af kvinders måde at leve deres liv på - hvis de altså ikke bliver Mette Frederiksen-kloner eller Eva Kjer Hansen-kopier. Var pointen ikke engang, at kvinder skulle have muligheder for et intensivt arbejdsliv - men også muligheden for at fravælge det? Bag Lykketofts ulyksalige ministerforslag og den kommunalpolitiske kvindeproblematisering ligger den indgroede foragt for det klassiske kvindeliv. For de kvinder, for hvem det vigtigste er børn og hjem og arbejdet mest et job. Der er jo den mulighed, at nogle kvinder bevidst har valgt at lægge vægten her og ikke i kommunalbestyrelsen. Eller et helt tredje sted for den sags skyld. Der er nemlig den mulighed, at kvinder er i stand til at træffe selvstændige valg. Og at kvinder er i stand til at kæmpe sig vej selv, hvis det er det, de vil. Det skulle være gået op for de fleste, at kvinder ikke er små hjælpeløse nips. Nu mangler vi bare at blive behandlet som voksne mennesker.
    Period8 Jan 2005

    Media coverage

    1

    Media coverage