Ambivalente fiktioner: Vold, den svenske uro og Henning Mankell

Den indledende forstyrrelse og den narrative igangsættelse af kriminalfortællinger er typisk en voldshandling. Vold er imidlertid ikke kun en juridisk transgression. Volden bygger derved også en bro ind en integreret diskussion af relationen mellem samfundsstrukturer på den ene side og de underliggende principper for voldelige forstyrrelser på den anden side. Vold i krimifiktion iscenesætter en kamp mellem kollektive normer og individuelle transgressioner, og ydermere udfordrer volden derved det elementære link mellem samfundets system og individet. Denne artikel undersøger den fiktionelle repræsentation af vold hos Henning Mankell med fokus på Innan frosten fra 2002 og filmatiseringen heraf fra 2005, men med et fyldigt udblik til Mankells novelle ”Sprickan”, og ikke mindst diskussioner af voldens forstyrrelse af demokrati og velfærdsstat hos Mankell. Således er Mankells krimifortællinger i dette tilfælde ligeså vel et springpunkt ind i mere sociologiske diskussioner af det kriminelle, volden og konstitutionen af et demokrati. Artiklen her er derfor såvel en analyse af som en tænkning med primært Mankells Innan frosten. I denne fortælling er det sociale fodfæste og overfladeidyllen nemlig kuldkastet af udemokratiske mekanismer i en fundamentalistisk religiøs trosretning. I overvejelsen af denne intrige vender jeg blikket mod ambivalensen inkluderet i både Mankells gennemgående efterforsker Wallander og de demokratiske strukturer, som Mankell diskuterer flere steder.