I Bobergs "Forberedelse til livet" løber linjerne fra hans forfatterskab på smukkeste vis sammen: Thomas Boberg har skrevet en samling sjove, smertefulde, bizarre, provokerende og smukke digte om sit liv

Research output: Contribution to journalContribution to newspaper - Review

Abstract

Thomas Boberg tilhører sammen med Niels Frank og de alt for tidligt afdøde digtere Morti Vizki, Simon Grotrian og Pia Juul den poetiske generation, der debuterede i midten af 1980’erne, og som uretfærdigt nok er blevet overset til fordel for den forrige generation af digtere med navne som Michael Strunge, Søren Ulrik Thomsen, FP. Jac og Pia Tafdrup. Fælles for digterne med gennembrud fra midten af 1980’erne er således en langt mere moderne poetisk optik end den forrige generation, således at der blandt Bobergs er en langt større stilistisk heterogenitet, eksperimentere med den poetiske genre samt humor og ironi. I Borbergs forfatterskab sker forandringen til en mere grotesk surrealistisk og ironisk stil især i en række samlinger fra det nye årtusinde med ”Livsstil” (2005), ”Gæstebogen” (2007) og ikke mindst den fabelagtige trilogi ”Hesteæderne 1-3” (2010-15), hvor hele den moderne virkelighed hunflettes i en række rablende apokalyptiske visioner. Samtidig med disse udadvendte samfundskritiske værker er der dog også kommet en række digtsamlinger af Boberg som ”Boothhill” (2009) og ”Fantombillede” (2014), hvor linjen fra de mere personlige og inderlige digtning fra de tidlige værker tages op.
I Bobergs nyeste digtsamling foregår der i høj grad en sammensmeltning af de to hovedtendenser fra forfatterskabet, og man oplever virkelig hvilket imponerende repertoire af poetiske strategier, som digteren behersker. Starter vi med barokt-satiriske digte, hvor Boberg som de tidligere værker med denne optik giver nogle pragtfulde karikaturer af den klassiske heroisk lidende, patosfyldte og hæslighedsæstetiserende digter, så kan man f.eks. læse: ”Digterne kan til hver en tid / trække en apokalypse ud af hjernen. Undergangen står lige uden for døren / som en radioaktiv rotte i mørket”. Eller: ”I digternes rodede værelser / står der et pengeskab fyldt med guld / og sorte huller. / De leder hel natten efter nøglen. / Om dagen er de så trætte / at de må hvile sig midt i arbejdet”. Så fik Henrik Nordbrandt, Søren Ulrik Thomsen samt Borbergs egen ungdomsdigte den!
Straks anderledes end sådanne digte er de eksistentielt og autobiografisk orienterede digte i samlingen, der har et præg af at være en lyrisk livshistorie fra Bobergs tidlige barndom til voksenalderen. En række digte handler f.eks. om faren, der forlader familien. En tekst har således følgende lakoniske anslag ”Da jeg var to år / rejste maleren, min far / over alle bjerge” – for derefter at glide over i en mareridtsagtig vision om den angst, den uvished, det savn og det tomrum den forsvundne far har efterladt: ”Jo længere min far blev væk / jo større afstanden / mellem det jeg vidste og ikke vidste. / Et tomrum på størrelse med Amerika. / I det dybe land faldt blomster / som svar ud af sække / båret af enhjørninger på snoede stier / ind i de fjerneste afkroge af billedet / som maleren sad bøjet over. / Når solen stod op / trak min far persiennerne ned.”
Endelig er der nogle herlige spasmageragtige digte i samlingen. To på hinanden følgende digte fører Højholts digt om en solsort, der ”flyver tilbage til naturen”. up to date med ulve og corona med den følgende ordlyd. Det første: ”En ulv kommer ud af skoven / og lægger sig i en solvarm plet på engen. / Nu rejser den sig og løber tilbage igen.” Og det andet: ”Klaus Høeck kommer ud fra skoven / han misser mod solen ( han mærker hvordan naturen ånder ind / ånder ud.” Så går han tilbage til sin karantæne / og skriver videre på sit digt.” Bobergs digte er sjove, dybe, smertefulde, bizarre, provokerende og smukke. Kort og godt det, som man finder hos de rigtig gode og erfarne lyrikere.


Original languageDanish
JournalKristeligt Dagblad
ISSN0904-6054
Publication statusPublished - 13 Mar 2021

Cite this