Capinordic-dommen: Første dom om ledelsesansvar efter finanskrisen

Artiklen analyserer præmisserne i Østre Landsrets dom af 9. oktober 2015 om Capinordic Bank særligt med henblik på de læresætninger, der kan uddrages af dommen og dens præmisser, såfremt dommen bliver stående efter en eventuel anke. Det konkluderes, at der grundlæggende er to erstatningsretlige indfaldsvinkler ved et selskabs sammenbrud, herunder også ved en banks sammenbrud: Enten erstatning af hele tabet ved selskabets sammenbrud eller erstatning af tabet ved enkelte individuelle dispositioner. - Tabet ved selskabets sammenbrud kan opdeles i enten at være et ansvar for at have forårsaget hele sammenbruddet, dvs. et ansvar for hele selskabets underbalance, eller i at være et ansvar for at have fortsat ”for længe”, (efter håbløsheds/tilpasningspunktet), dvs. et ansvar for forøgelsen af underbalancen efter dette punkt, jf. nærmere om tilpasningspunktets betydning ved culpabedømmelsen og kausalitetsvurderingen Erik Werlauff i UfR 2015 B s. 244 ff. (”Selskabserstatningsrettens tilpasningspunkt”). - Videre kan det efter Capinordic-dommen konstateres, at der til en anvendelse af én af disse to ”engros-metoder” må stilles meget høje beviskrav. Er der derimod tale om at gøre tab gældende for enkelte, individuelle dispositioner, må hvert enkelt engagement bedømmes konkret. Således skal der ske bedømmelse af den enkelte bevillings forsvarlighed, og temaet er herved, hvilke krav der må stilles til et forsvarligt grundlag for kreditgivning. Dette tema kan eventuelt belyses gennem syn og skøn, sagkyndige erklæringer og/eller udtalelser fra brancheorganisationer, men i mangel af sådanne sagkyndige oplysningsmidler må retten foretage sin egen vurdering. - Det forretningsmæssige ledelsesskøn, business judgement rule, er med Capinordic-dommen anerkendt af landsretten, og det indebærer, at der skal udvises forsigtighed med at tilsidesætte det forretningsmæssige skøn, som bankens bestyrelse og direktion har udøvet ved bevillingen af de enkelte engagementer. Dog gælder business judgement rule ikke ved lån mv. til bestyrelsesmedlemmer, bestyrelsesmedlemmers selskaber eller koncernforbundne selskaber, idet der her stilles skærpede krav til ledelsens sikring af engagementets forsvarlighed. - Nogle konkrete elementer må tillægges betydning ved forsvarlighedsvurderingen: (A) Hvis Finanstilsynet har vurderet et lån, må dette indgå med ikke ubetydelig vægt. (B) Hvis revisionen har vurderet et lån, må der også lægges vægt herpå. (C) Tidspunktet for bevillingen må tillægges vægt, særligt tidspunktets placering i forhold til finanskrisens indtræden. - En række konkrete elementer er derimod ikke i sig selv afgørende: A) Eventuel overtrædelse af FIL og/eller kreditpolitikker mv., B) Mudrede beslutningsprocedurer, fx. en aktionærs indblanding, eller C) En udstrakt brug af efterbevillingsprocedure. - Tilbage bliver en helt traditionel culpabedømmelse i form af en forsvarlighedsbedømmelse på udlånstidspunktet, en helt traditionel kausalitetsbedømmelse, hvorefter en eventuelt påvist uforsvarlighed skal have været årsag til tabet, og en helt traditionel tabsopgørelse centreret om det af banken udbetalte minus det til banken indbetalte.