CEEH Videnskabelig rapport nr. 10: CEEH’s beregning af helbredsomkostninger fra luftforurening i Klimakommissionens fremtidsforløb

K. Karlsson, T. H. Ystanes Føyn, J. S. Gregg, P.S. Kaspersen, Jørgen Brandt, L. M. Frohn, Brian Vad Mathiesen

Research output: Book/ReportReportResearchpeer-review

298 Downloads (Pure)

Abstract

Klimakommissionen præsenterede deres rapport ”Grøn energi – vejen mod et dansk energisystem uden fossile brændsler” i september 2010 (Klimakommissionen 2010), hvor de viser, hvorledes det danske energisystem kan gøres uafhængigt af fossile brændsler inden 2050. Bag ved hovedrapporten ligger en lang række detaljerede scenarieberegninger, der også er anvendt som udgangspunkt for den forrige regerings energistrategi, som blev præsenteret den 24. februar 2011.
Som led i Klimakommissionens arbejde blev der også lavet detaljerede økonomiske analyser, både teknisk-økonomiske beregninger og vurderinger af makroøkonomiske effekter. Alle omkostninger og gevinster for samfundet blev dog ikke opgjort. Eksternaliteter såsom helbredseffekter, skade på natur, nedbrydning af bygninger mv. er ikke inddraget i Klimakommissionens økonomiske vurderinger.
Motivationen for denne rapport er at udnytte den viden om omkostninger ved helbredseffekter fra luftforurening, der er opnået i det danske tværfaglige forskningscenter Center for Energi, Miljø og Helbred (CEEH), til at vurdere hvor meget det danske samfund kan spare i helbredsomkostninger ved at omstille til et energisystem uafhængigt af fossile brændsler.
CEEH er et strategisk forskningscenter i Energi, Miljø og Helbred påbegyndt januar 2007. Centret er et samarbejde mellem de videnskabelige discipliner: atmosfærefysik og -kemi, sundhedsvidenskab og energisystemanalyse. Modelværktøjer fra disse discipliner danner grundlag for en optimering af Danmarks fremtidige energiforsyning, hvor der fokuseres på helbredsomkostninger fra luftforurening fra energiforbrug. En generel beskrivelse af ideen bag CEEH findes i CEEH Scientific report no. 1.

Kendskab til luftforureningens omfang og dens skadelige virkninger på mennesker bruges i en kombination af atmosfæriske transportmodeller og systemanalysemodeller, sammen med registre over befolkningens bosteder, aldersfordeling og sundhedstilstand. Dermed kan de samfundsøkonomiske omkostninger fra sygdom eller tidlig død som følge af luftforurening fra det danske energisystem beregnes. I CEEH beregnes heldbredsomkostningerne under forskellige fremtidige scenarier frem til år 2050. Modelberegningerne er en iterativ proces, idet de beregnede energi-scenarier danner basis for emissions-scenarier, som igen er basis for bestemmelse af heldbredsomkostninger, der så igen skal bruges til energisystem scenarierne og så fremdeles.
I det følgende gives først et kort overblik over de beregnede helbredsomkostninger fra luftforurening i Klimakommissionens scenarier, hvorefter beregningsmetoden beskrives, efterfulgt af en mere detaljeret gennemgang af de beregnede omkostninger. Afslutningsvist præsenteres nogle forbehold i forbindelse med de aktuelle beregninger, og der konkluderes på de fundne resultater. Beregningsmetoden der forbinder helbredsomkostningerne og emissionerne med energisystemer er beskrevet i CEEH Scientific report no. 3 og tidligere anvendt i IDAs Klimaplan 2050, dog med foreløbige omkostningsniveauer - og emissionsfaktorer (Mathiesen et.el, 2009).
Original languageDanish
PublisherCEEH - Center for Energy, Environment and Health
Number of pages24
Publication statusPublished - 2011
SeriesCentre for Energy, Environment and Health Report series
Number10
ISSN1904-7495

Cite this