Døden og morderen: Forbrydelsen, H.C. Andersen og tre slutninger i krimien

Over tre positioner, der følger enhver krimis narrative organisation, gennemgår jeg i denne artikel krimiens tre grundlæggende slutninger. 

Den første slutning er døden, der ofte indleder eller går forud for fortællingens begyndelse. I krimien er mordet langt den foretrukne forbrydelse hos forfatterne. Krimien tager ofte udgangspunkt i døden og diskuterer og perspektiverer dødens konsekvenser hos de efterladte.

Den anden slutning i krimien er efterforskningens erkendelsesproces, eller rettere er det de logiske slutninger, der leder efterforskeren på sporet af forbryderens identitet. Krimiens logiske slutninger har således til formål at nå frem til den specifikke årsag til, at døden ufrivilligt indtraf hos forbryderens offer.

Når – eller hvis! – krimiens handling når dette punkt, når vi også frem til krimiens egen handlingsmæssige slutning. Romanen, filmen eller tv-serien slutter i langt de fleste tilfælde, når den skyldige er fundet, dræbt eller taget i forvaring. Dette er krimiens tredje slutning, hvorved krimien når sin egen narrative terminus på et tidspunkt, hvor fortællingens erkendelsesproces og opklaringens klare overblik er sammenfaldende.

Disse slutninger analyserer jeg i tre forskellige versioner af Forbrydelsen: DR's oprindelige udgave, AMC's udgave The Killing og David Hewsons roman Forbrydelsen, der er baseret på manuskriptet til DR-serien. Grundfortællingen under disse tre versioner relaterer jeg til H.C. Andersens "Historien om en Moder" og tilskrivningen af mening til døden.