De måske udstødte: historiens marginale eksistenser

De ”normale” og ”afvigerne” er en gammel, slidstærk og universel opdeling af menneskeheden. Afvigeren betragtes af den normale som underlegen, overlegen, farlig, dæmonisk eller eksotisk - men aldrig som ligemand og dermed ligegyldig, for det afvigende virker på samme tid frastødende og tiltrækkende. Man kan måske ligefrem sige, at et samfund har brug for afvigere som modbillede. Et modbillede som gør det muligt for de normale at definere en identitet, karakterisere hvad der gør deres fællesskab ensartet og bekræfte deres egen normalitet. Forbryderen skaber sammenhold mellem de lovlydige og indskærper opfattelsen af hvad der er rigtigt og forkert. På en tilsvarende måde skaber den gale sammenhold blandt de fornuftige, den syge blandt de raske, den fremmede blandt de indfødte, den arbejdsløse blandt de produktive. Afvigere er undtagelser, der bekræfter reglen og er altså kun måske udstødte! Formålet med denne antologi er at give et overordnet, historisk perspektiv over inklusion og eksklusion i tid og sted. Der vil blive lagt vægt på både religiøse og verdslige modbilleder. Fra den katolske kirkes bestræbelser på at blive normgivende gennem udstødelse af kættere i middelalderen, til den moderne verdens forsøg på at indkredse galskaben, de uproduktive, de fremmede og de intelligensdefekte. I antologien formidles der både de lange linjer i afvigerbegrebets historie og detailviden om enkelte afvigergrupper.