Den organiserede formåen: magtperspektiver på organisatorisk læring

Magt er et centralt begreb i samfundsvidenskab og socialfilosofi. I organisationsteoretisk sammenhæng anvendes begrebet dog mere overfladisk, og når det drejer sig om læring og udvikling i organisationer, er magtperspektiver næsten helt fraværende. Det er denne bog med til at rette op på. De tætte forbindelser mellem magt og organisatorisk læring består i, at magt basalt set er menneskelig formåen, og at organisatorisk læring primært handler om deltagererfaret (re)organisering. Læring, magt og organisering er universelle fænomener, som formgives af historiske og kulturelle omstændigheder. De interessante organisatoriske spørgsmål drejer sig om den etablerede formåen og det læringspotentiale, hvormed man møder kontekstbestemte udfordringer og muligheder. Perspektiver, begreber og teorier om magt bidrager til mere indgående forståelse af, hvordan organisatorisk formåen hænger sammen med det fælles sociokulturelle og psykosociale liv.

Bogen indledes i et overblik over feltet ’organisatorisk læring og magt’ ud fra en fænomenologisk anskuelse. I en første sektion om magtbegreber følger to komprimerede og ikke tidligere oversatte tekster om gængse forståelser af magt (Lukes og Bourdieu). Dernæst præsenterer Rainer Forst sin diskursive magtteori, der med dybe rødder i Habermas’ kommunikationsteori nærmer sig Foucault. Endvidere genoptages det indflydelsesrige aristoteliske begreb om magt som kultur- og samfundsudvikling. I næste sektion diskuteres teori om organiseret magt og læring, først med tematisering af Odo Marquards ’kompensationsfilosofi’, der kredser om det moderne menneskes afmægtighed i forhold til sine udfordringer. Derpå drøftes magtopfattelser i organisationsteori og hos Løgstrup samt praksisteoretisk anskuelse af magt og organisering. I den sidste, mere empiriske sektion diskuteres et aktionsforskningsforløb ud fra teori om organisationskultur og organisatorisk magt. Dernæst indgår to kapitler om magtforhold i universitetssektoren samt læringsperspektiver forankret i henholdsvis medbestemmende kommunikativ magt og strategisk ledelse. Det afsluttende kapitel gør rede for teori og praksis i en ny organisatorisk strømning: afhierarkisering.