Abstract

Problemorienteret projektarbejde understøtter både faglig og social integration
af nye studerende på studiet, giver arbejdsmarkedsrelevante
kompetencer og danner grundlag for etisk-politisk dannelse og personlig-
faglig dannelse, som vi så i kapitel 1-3 i denne bog. To dimensioner er
med til at gøre det problemorienterede projektarbejde til noget særligt:
1. Projektarbejdets potentiale til at understøtte individuelle dannelsesprocesser
– som har været bogens tema.
2. Det gruppeorganiserede projektarbejdes potentiale til at fungere
som et kollektiv og et åbent mødested, der forsøger at udnytte
og bygge på de frugtbare aspekter ved at arbejde i en gruppe og
indgå i samarbejde med projektvejlederen og andre.

I dette afsluttende kapitel vil vi først tematisere og perspektivere det
problemorienterede projektarbejdes individuelle dannelsespotentiale. Det
vil vi gøre ved at trække en parallel mellem narratologen Arthur Franks
begreb om questnarrativet og vores dannelsesperspektiv for herved at
fremhæve den studerendes aktive rolle i sit eget dannelses- og uddannelsesforløb.
Det problemorienterede projektarbejdes dannelsespotentiale
kan understøttes via åbne dialoger mellem studerende, mellem
studerende og undervisere samt via refleksioner over andre studerendes
dannelsesfortællinger og via konstruktionen af egen dannelsesfortælling.
Den uddannelses- og fremtidsrettede dannelsesworkshop lægger kimen
til dette arbejde. I udfoldelsen af, hvordan de studerende kan arbejde
med dannelse, har vi imidlertid ikke vægtet de sociale aspekter. I de
hidtil præsenterede narrative begreber og dannelsesfortællinger har vi i
stedet fokuseret på, hvordan den studerende skaber mening og rød tråd
i sine studievalg og oplevelser ved at fortælle en sammenhængende fortælling.
Men disse processer foregår i sociale sammenhænge, og en stor
del af de studerendes uddannelse på Aalborg Universitet og Roskilde
Universitet foregår i grupper, hvor disse sociale sammenhænge gerne
skal understøtte dannelsesprocesserne (Feilberg, 2014). Dette vil vi se
nærmere på i dette afsluttende kapitel.
Original languageDanish
Title of host publicationProjektarbejdets dannelsespotentiale
PublisherAalborg Universitetsforlag
Publication date2022
Pages239-255
Chapter10
ISBN (Print)978-87-7210-793-6
Publication statusPublished - 2022
SeriesStudier i problembaseret læring ved videregående uddannelser
ISSN2246-5804

Cite this