En Digter af europæiske Dimensioner? En læsning og kvalitetsdiskussion af Emil Bønnelyckes Gadens Legende

For Bønnelyckes vedkommende er der ingen tvivl om, at ambitionen over alle for ham har været at lave elegante velklingende vers med fascinerende klange, hvilket han – til trods for sjusk en del steder – laver bedre end de fleste digtere. Ligesom Gelsted havde Tom Kristensen i modsætning til eftertiden et skarpt blik for denne kvalitet hos Bønnelycke, når han i ”Den unge Lyrik og dens Krise” skriver: ”Alle fremmedordene med de rene vokaler og de stærke smæld indgik en forbindelse med det københavnske sprog og trangen til lyrisk pragt. Han var virkelig paa vej til at forme sig et nyt sprog” (Kristensen 1963: 56). Og uden at vi skal udnævne Bønnelycke til en moderne rim- og remsemager, så forekommer det ikke urimeligt at se Bønnelyckes lidenskab for det dynamiske klangfulde digt som en forløber for den remsetradition, som i løbet af det 20. århundrede med navne som Halfdan Rasmussen, Benny Andersen, Dan Turèll, Peter Laugesen, Marti Vizki og Ursula Andkjær Olsen er kommet til hæder og ære.