En digtsamling med fyrre gloser: Helene Johanne Christensens smukke, minimalistiske billeddigte udtrykker en stemning af melankolsk skønhedssøgen, flygtig længsel og intens tilstedeværelse i nuet

Research output: Contribution to journalLiterature reviewCommunication

Abstract

Det nye årtusindes danske lyrik har været domineret af det, jeg har kaldt interaktionslyrik, hvorved man forstår en poesi, der er flerstemmig, stilistisk heterogen og svært afgrænselig som form. De seneste år har endda set, at en bestemt variation af denne, den autofiktive automatskrift, med agenter som Asta Olivia Nordenhof, Caspar Eric, Daniel Dalgaard, Josefine Graakjær Nielsen, Christina Hagen, Rolf Sparre Johansson, Noa Kjærsgaard Hansen og mange andre, har været næsten enerådende inden for lyrikken – og tror man visse kritikere den bedste og sandeste kunst. Der har dog også været et gennembrud for en ny type centrallyrik, hvor digteren rendyrker et lille udsøgt ordmateriale, som man har set det i Morten Chemnitz’ »Inden april« (2013), Olga Ravns »Den hvide rose« (2016) og nu senest i debutanten Helene Johanne Christensens »Blå«.
Original languageDanish
JournalStandart
Issue number2
Number of pages2
ISSN1602-2246
Publication statusPublished - 2018

Cite this