En film uden kajakker? Et lokationsstudie af grønlandsfilmen Nuummioq. Del 1: Filmen

Du kender måske Erik Ballings Qivitoq (1956) og Jacob Grønlykkes Lysets hjerte (1998), men kender du Malik Kleists Unnuap Taarnerpaaffiani (2014) eller Marc Fussing Rosbachs Akornatsinniittut – Tarratta Nunaanni (2017)? Den grønlandske filmproduktion tager i disse år fart, og i nærværende feature ser vi tilbage på en milepæl i landets filmhistorie: Nuummioq (2009). Indtil for nylig har spillefilmskildringen af Grønland været domineret af udefrakommende – heriblandt mange danskere – men med Nuummioq tager grønlænderne til genmæle og viser deres udgave af landet. Filmen er udelukkende finansieret af grønlandske midler, ligesom instruktørerne Otto Rosing og Torben Bech samt producer Mikisoq Lynge ikke ville gå på kompromis med lokationen: Filmen skulle optages 100 % i Grønland. I denne artikel (den første af to) undersøger vi via et lokationsstudie, hvordan Nuummioq forsøger at bryde stereotyperne og præsentere et nuanceret billede af Grønland.