Erkendelse og organisatorisk praksis: At undre sig over mennesket

Konstant bombarderes menneskets sanser med indtryk. Vores hjerner er altid på arbejde og er altid i gang med at bearbejde information. Hvad sker der med denne information? Hvad ved vi i det hele taget om hjernens virke? Fungerer alle hjerner ens? Hvis ja, hvorfor kan vi så være så uenige om nærmest alt? Hvad kan filosofien og neurovidenskaben bidrage med i forhold til at forstå hjernen og os selv? Og kan det bruges til at forstå hinanden? Hvad vil det i det hele taget sige at forstå? Det er nogle af de spørgsmål, som denne afhandling forsøger at besvare. Det er spørgsmål, som kan være fjerne for os; forestillingen om en hjerne er sjældent forestillingen om vores egen hjerne i vores eget hoved.

Ambitionen for afhandlingen er at undersøge, hvordan to forskellige videnskabelige perspektiver kan nuancere og udvikle vores forståelse af hjernen, som filosofisk beskrives som vores forhold til omverdenen. For hjernen er grundstenen i alt, hvad vi gør, i alt, hvad vi tænker. Enhver sætning kunne med rette starte med: ”For mig” er bladet grønt. ”For min hjerne” er bladet grønt. Men hvordan går man fra sådanne udsagn til ”for os” er bladet grønt? Afhandlingen vil diskutere disse emner i et forsøg på at finde ud af, hvordan mennesket erkender verden og dermed bliver klogere på verden, men også på sig selv.