Etisk bevidsthed i ledelse af socialt arbejde med udsatte børn og unge

Ud fra den tilgang, at verden sjældent kan forstås fyldestgørende ud fra ét perspektiv, gennemgår kapitlet fire etiske traditioner, ogviser at alle har noget vigtigt på sig for den socialfaglige ledelse af børn- og ungeområdet: Det er gennem nytte-etikken, vi bliver opmærksomme på værdien i at vurdere, om dét, vi gør, bringer mest mulig nytte for flest mulige. Det er i pligtetikken, vi bliver opmærksomme på pligten for ansvaret for den svage og vores lovgivning og konventioner. Videre gør den ontologiske etik os nærværende i mødet med udsatte børn og unge og viser os betydningen af den personlige holdning, og endelig er det i dydsetikken, vi får bevidsthed om de gode karakteregenskaber, der fremmer det gode liv for dem, vi skal hjælpe. Således har alle de etiske retninger en værdi i det sociale arbejde med udsatte børn og unge. Det betyder, at i konkrete valgsituationer og dilemmaer, kan man prøve at anlægge de forskellige etiske traditioners syn på sagen, reflektere dem igennem og lytte til de svar, der kommer. Dette vil betyde, at man får et etisk helhedsperspektiv, hvor man både forholder problemet til nogle etiske målestokke, hvor dyder og etiske grundpiller spiller en væsentlig rolle samtid med, at man anlægger mere pragmatiske og nytteorienterede perspektiver. Det er vigtigt at påpege, at et sådant integrativt perspektiv ikke må forlede til tjekliste-tænkning, hvor man ukritisk ”vinger” etikkerne af og på den baggrund måske handler, som man egentlig oprindeligt havde tænkt sig, eller som er mest belejliget. Et helhedsperspektiv skal netop bruges som et kritisk – også selvkritisk - refleksionsværkstøj, og dermed bidrage til at undgå for snævre perspektiver i de ofte vanskelige ledelsesmæssige beslutninger, der kendetegner det sociale arbejde med udsatte børn og unge.