Forankring i forandring: Hvordan skal vi bo, når arbejdet flytter hjem?

Bolig og hjem er ikke det samme. Hvor boligen er de fysiske rammer, arkitektur, rumfordeling, materialer og inventar, har hjemmet at gøre med hjemfølelse og fornemmelsen af at høre til. Forskellen er, at en bolig er en bolig, fordi den formelt er defineret som det. Et hjem er kun et hjem, hvis nogen siger, det er det – her er det relationen mellem beboer og hjem, der er definerende, ikke formalia.
I den moderne vestlige verden er boligen i udstrakt grad vores hjem. Det fortæller noget om vores opfattelse af sted, om forankring og om den udprægede grad af individualisme, der hersker i vores kultur. For det meste er hjemfølelsen ikke noget, vi tænker over, midt i hverdagens trummerum af gøremål og ærinder. Den dykker kun glimtvis op, når vi skal flytte eller ved andre større ændringer i vores hverdagsliv. Generelt er vi alle hjemmeblinde: Vi ser ikke vores hjem, før vi føler, vi er ved at miste det. . Nedlukningen har været en anledning til at tænke over vores livsprioriteringer. Men coronanedlukningen har også rykket ved nogle grundlæggende forestillinger om boligliv og åbnet for en gentænkning af den måde, vi har indrettet vores samfund på. Særligt har nedlukningen igen sat den historisk forankrede forestilling om boligens modsætning til arbejdet til diskussion. Den hidtidige konservatisme er i skred. Også fordi hjemmearbejdet hænger tæt sammen med work-life-balancen, med flyttemønstre og boligvalg og med adgangen til fællesskab. Vores forståelse af arbejdet hænger nemlig tæt sammen med vores opfattelse af hjem. Når balancen mellem arbejde og hjem forandres, har det betydning for vores forståelse af forankring.