Ingen burde ekskluderes fra kommunikation

Et nyt analyseperspektiv bidrager med en kritisk tilgang til hvad der sker i forståelsesprocesser, der er væsentlige for oplevelsen af kommunikation. For et år siden forsvarede jeg min afhandling, der undersøgte kommunikation med personer med hjerneskade i en institutionel sammenhæng. En sammenstilling af perspektiver på sprog og kommunikation kan anvendes til at undersøge deltagernes oplevelse. Inden for empirisk interaktionsforskning ser man betydning og identitetsskabelse som noget, der er fælleskonstrueret. Ved at udskille individets perspektiv i den sociale sammenhæng, sigtede afhandlingen mod at nuancere vores vanemæssige tænkning om sprog og kommunikation. At studere oplevet forståelse empirisk er et vigtigt område inden for sundhedskommunikation. Oplevet forståelse kan kaste lys over perspektivet set fra invididet med funktionsnedsættelse, jævnfør Verdenssundhedsorganisationens (WHO) klassifikationsmanual for funktionsnedsættelse, handicap og sundhed.

Der er mangel på hensigtsmæssige løsninger på integration af de internationale retningslinjer i fagprofessionel praksis. Som i enhver anden sammenhæng, så sker tingene ikke på magisk vis af sig selv. Forudsætningerne for livskvalitetsforbedring skal stilladseres og der bør bygges bro mellem forskning og professionel praksis. Der er langt fra vores forståelse af behovet for inklusion, uddannelse af fagprofessionelle og til konkret udmøntning af globale anbefalinger hos ledelser eller sågar hos den enkelte fagprofessionelle, der skal sikre personer med funktionsnedsættelses rettigheder i praksis. Inklusion/eksklusion er komplekse processer, der kan studeres empirisk. Selvom der udbydes kurser på uddannelser i samtaleguides med afasipatienter, og der findes partnerskaber mellem universiteter og rehabiliteringscentre, er vi langt fra i mål med håndtering af de komplekse forhold omkring inklusion/eksklusion. Disse handler om partnerskabet mellem fagprofessionelle og personen med hjerneskade.

Dette kommunikationsforhold var fokus i min afhandling. Studiet foregik på et plejehjem og fokuserede på kommunikation mellem individer med senhjerneskade og ergoterapeuter, pædagoger og ergoterapistuderende samt deltagende forskere. En række uoverensstemmelser mellem en deltager med funktionsnedsættelse og terapeuterne viste at han blev behandlet som inkompetent selvom optagelserne viste, at han var kompetent i sine deltagelsesforsøg. Optagelserne viste også hans kreativitet og brug af andre ressourcer end talesprog. Han udtrykte sig også ved hjælp af gestik, gentagelse af andres og egne bidrag samt blikretning.

Mere generelt understøtter terapeuternes kontrol af beboernes deltagelse et ikke jævnbyrdigt forhold mellem individer med funktionsnedsættelse og individer der ikke har funktionsnedsættelse. Det asymmetriske kommunikationsforhold der også her manifestede sig resulterede i, at denne deltager trak sig fra dialoger. Det nye analyseperspektivs identifikation af et kontrastfuldt forhold mellem udøvet deltagelseskontrol og case-personens udvisning af deltagelsesfærdighed resulterede i en dybere forståelse af senhjerneskade og afasi.

Undersøgelsen tilvejebragte ny indsigt i kommunikationsmekanismer og disses utilsigtede institutionelle konsekvenser. Ved anvendelse af det nye analyseperspektiv vil det blive muligt at få dybere indsigt i den kompleksitet der forbundet med tilbagevendende inklusion/eksklusionspraksisser, som fagprofessionelle med fordel kan være mere opmærksomme på.