Introduktion til at se verden i et sandkorn

Kapitlet præsenterer en kritik af tidens dominerende metodeform som snæver, instrumentel og endimensional. Det positive svar på denne kritik finder sit afsæt i tænkning om sociologisk fantasi og eksemplarisk læring. Dette svar foldes ud ved at argumentere for, at man kan tænke både konkret og begrebsligt med eksempler: Når kulturanalytikeren bruger en særlig sodavand som et eksempel på tendenser i forbrugersamfundet, er der netop tale om et eksempel, der fungerer som analytisk og vidensskabende prisme. Når samfundsforskeren interesserer sig for menneskelige biografier, er det netop, fordi de potentielt kondenserer nogle vilkår i tiden og måske endda er eksemplariske for større samfundsmæssige strukturer. Når forskeren støder på en særlig hændelse, hvor en læge kun ser en patient som et nummer på en skærm og ikke som en konkret, levende person, der sidder lige ved siden af, er dette eksempel, der åbner op for en hel samtidsdiagnose.