Jeg Er blevet FRANKofil

Jeg er blevet ’FRANKofil’
...og det er ikke den franske af slagsen. Sidst jeg besøgte Frankrig, gik jeg pænt bag min lillebror, som belevent tog sig af de franske gloser og det franske folk……….Jeg var reelt den enfoldige bror uden evne til at kommunikere. Mine franske favoritter er derfor stadig begrænset til udstillingsstederne Centre Pompidou og Palais de Tokyo i Paris, hvor klientellet er så tilpas internationalt, at jeg kan klare mig på engelsk.

Men hvilken slags frankofil er jeg så, når det ikke er den franske kultur, der trækker. Er det noget frækt? Nogen vil sige ”ja næsten”! Jeg er blevet afhængig af Frank Underwood fra serien House of Cards på den fremadstormende TV-streamingstjenesten Netflix.
Jeg har opdaget et nyt internetbaseret datingforhold. Et surrealt, fedt miks af det kyniske og joviale personificeret i karakteren Frank Underwood, som er helt igennem ubehagelig, men fantastisk spillet af Kevin Spacey. Og tak til Spacey der for en tid har forladt teateret ’The Old Vic’ i London for at begejstre mig.

Der er generelt to årsager til mine FRANKofile tilbøjeligheder. For det første er Netflix’s remake af den tyve år gamle BBC serie House of Cards efter min menig et stykke tv-serie-kunst. Den giver serier som The West Wing og vores egen Borgen eller film som Nikolaj Arcels Kongekabale eller George Cloneys Kamæleonen seriøs konkurrence på området for politiske dramaer. Og Frank Underwood og hustruen Claire, spillet af Robin Wright viser os et følelseskoldt, særegent strategisk kærlighedsforhold. Et samspil, som udstiller, hvad kyniske ambitioner og stræben efter magt kan gøre ved kærlighed og etik.
Man må gang på gang overgive sig i Frank Underwoods vold, når han henvender sig direkte til kameraet og indvier os i sine mørke tanker og politiske strategier i stræben efter mere magt.

Og den anden grund, til at jeg er blevet Frankofil, er, at jeg ikke skal sidde og vente på næste søndag efter søndag efter søndag for at få lov at se næste afsnit. Netflix lagde alle tretten timer af sæson 2 ud på nettet. Jeg afgør selv, hvornår jeg skal have mere Frank!
Men på trods af mit narkomanlignende forhold til Frank, så har jeg holdt mig i skindet og har 5 timer tilbage med iPad og Frank Underwood….og hvilke timer!

Hvorfor bruger jeg nu min klumme på Frank og Netflix? For det første så er House of Cards i mine øjne kunst og kultur. For det andet så er det sikkert, at streaming-tjenesterne kommer til ændre, hvordan der i fremtiden tænkes fjernsyn og tv-produktion. Og for det tredje så meldte Morten Hesseldahl som noget af det første ud, at han ville konkurrere med Netflix om det unge segment, da han tiltrådte som teaterchef på Det Kongelige Teater.

Og spørgsmålet er så, hvad Morten Hesseldahl og andre både kan lære af og frygte fra Netflix?
Det vigtigste er, at Netflix, allerede inden de producerer serien, ved præcis, hvorfor jeg og millioner andre vil elske at følge Frank Underwood. De ved alt om mig ud fra de data, de tidligere har samlet på mig: hvad har jeg set på Netflix eller surfet før og efter via min iPad.

Netflix are watching you, som George Orwell næsten skrev for femogtres år siden.
Sådan blev House of Cards til; Netflix vidste, hvilken type serie kunderne efterspurgte, hvilke skuespillere, de elsker, og hvornår de vil se det. Det er det, som med nutidens buzz-word kaldes Big Data, og som fører til, at millioner som mig bliver FRANKofile. Det er dog vigtigt at have for øje, at Netflix ikke er en kulturinstitution, men en medievirksomhed der skal maksimere sin profit for aktionærenes skyld. Så her ligger kulturinstitutionernes og kunstens åbning.

Så samtidigt med at vi i kulturbranchen skærper den kunstneriske klinge og giver alt, hvad vi kan på kvalitet, så er det måske også frem med de hårde algoritmer og finde de store data, der kan fortælle os, hvad kulturforbrugerne efterspørger.
Kan kunsten vinde over Netflix med indsamling af data? Næppe, og det skal kunsten nok heller ikke, men kombinationen af kunstnerisk kvalitet og data kunne måske være vejen frem.
Så jeg vil den kommende tid nyde mit langdistance forhold til Frank takket være Netflix og samtidigt sende gode tanker til Morten Hesseldahl, som jeg håber får held til at slå Netflix.
Og mon ikke jeg skal forbi ’The Old Vic’, næste gang jeg er i London, og se om Kevin Spacey er lige så god til at styre teateret, som han er til at styre Frank Underwood.