’Jeg har ligesom gjort det permanent, at jeg gerne vil leve’: Et kvalitativt studie af semikolontatoveringers betydning i hverdagslivets interaktioner

Hvordan kan tatoveringer medvirke til at hjælpe mennesker, som tidligere har haft selvmordstanker eller forsøgt selvmord, og hvordan interagerer de med tatoveringen i deres hverdag? Netop disse spørgsmål er centrale for denne artikel, der med et interaktionistisk og emotionssociologisk perspektiv på tatoveringer og symboler belyser, hvordan en helt særlig tatovering af et semikolon bliver meningsfuld for mennesker, der enten har forsøgt selvmord eller har haft selvmordstanker. På baggrund af to fokusgruppeinterviews og otte individuelle interviews med mennesker, der alle har fået en semikolontatovering, præsenterer artiklen en kvalitativ analyse af semikolontatoveringers subjektive betydning for informanternes interaktioner i hverdagslivet. Artiklen viser, hvordan mennesker med semikolontatoveringer på forskelligvis interagerer med tatoveringen i deres hverdag. Derudover viser artiklen, hvordan der opstår en form for fællesskab blandt de mennesker, der har en semikolontatovering. Alt dette tydeliggør vigtigheden af også at undersøge tatoveringer (og semikolontatoveringer) som et værktøj eller en følelsesmæssig støtte, der kan hjælpe mennesker gennem svære perioder i deres liv, og hvordan der for professionelle i sundhedssektoren kan være megen information at hente om menneskers liv, følelser og oplevelser i disse tatoveringer.