Kødet som forståelses- og kommunikationsmiddel

“And your very flesh shall be a great poem,” skrev digteren Walt Whitman i indledningen til Leaves of Grass fra 1855. Fra før Whitman, over Kafkas straffekoloni, kødet som ernæringsmiddel og David Cronenbergs new flesh, til moderne udsmykning af kroppen og æstetisk kirurgi har kødet været et forståelses- og kommunikationsmiddel. Menneskets rationalistiske potens er begrænset af kroppens udfoldelsesmuligheder, men det er kun en begrænsning, hvis det bliver opfattet sådan. Krop og kød har været læst som et hylster, der
distancerer vores tænkning fra virkeligheden, som således formes af kødets indskrænkende effekt – håbet og længslen har derfor ofte været et ønske om at undslippe og overskride kødets betingelser. Sjælens renhed forstyrres af kødets
grimede maske. Kød og sjæl har – inden for sådanne dualistiske rammer – oparbejdet disparate, adskilte metafysikker, som det igen har været besværligt at (gen)forene. Tanke og omverden har været som to ens poler, der gennem menneskets historie har skubbet sig længere og længere fra hinanden uden blik for, at kroppen ikke kun er en begrænser, men faktisk også kan fungere som en mediator for forholdet mellem omverden og sind.