Making Light Rail Mobilities

Mette Olesen

Research output: PhD thesis

3168 Downloads (Pure)

Abstract

Denne Ph.d. afhandling bidrager med et kvalitativt perspektiv på letbaner som et strategisk byudviklingsværktøj i middelstore Europæiske byer (100.000- 350.000 indbyggere). Afhandlingen skal ses som et bidrag til debatten om letbanesystemer og er tiltænkt som et supplement til de mere tekniske og økonomiske analyser af sådanne systemer. Ph.d. afhandlingen er resultatet af et 3 årigt samarbejde mellem COWI A/S afdelingen for By og trafikplanlægning i Aalborg, samt Aalborg Universitet, Institut for Arkitektur og Medieteknologi.

Igennem de senere år er letbaneprojekter blevet introduceret som strategiske byudviklingsværktøjer i de større danske byer. Der er derfor en særlig bevågenhed på potentialet, værdien og effekterne af sådanne systemer. Dette Ph.d. projekt er initieret af behovet for at skabe mere viden om letbanens potentialer i en bystrategisk sammenhæng, og er herved rettet mod en kvalitativ analyse af letbanesystemer i middelstore Europæiske byer, der i størrelse er sammenlignelige med de danske letbaneprojekter. Ved at tillægge et kvalitativt perspektiv anskuer afhandlingen letbane projekter som ‘mere end transport projekter’, og afhandlingen søger hermed, at skabe indsigt i den historie, de rationaler og politiske ideologier der har været styrende for valget om at implementere letbane i mellemstore europæiske byer. Teoretisk er afhandlingen funderet i det ‘ny mobilitets paradigme’, hvorigennem det argumenteres for, at det er vigtigt ikke alene at fokusere på de tekniske of fysiske aspekter af mobilitet, men også de politiske, økonomiske, sociale og kulturelle relationer hvori mobilitet og mobile teknologier er indlejret. Empirisk er afhandlingen
funderet i case studier i fire mellemstore europæiske byer: Bergen i Norge, Angers i Frankrig, Bern i Schweiz samt Freiburg i Tyskland. Disse cases illustrerer 4 byer, 4 forskellige historier, 4 planlægningstilgange, 4 letbanesystemer og 4 letbanevisioner. Formålet med at inddrage forskellige nationale kontekster er at analysere hvilke samfundsmæssige forhold der har været styrende for: 1. beslutningen om at implementere et letbanesystem, 2. det lokale koncept, herunder udformning og design af systemet og dets indpasning og påvirkning i bymiljøet.

Ph.d. afhandling tager således afsæt i følgende problemformulering og underspørgsmål:

Hvordan er letbaneprojekter politisk of kulturelt produceret, samt materielt
og rumligt praktiseret i mellemstore europæiske byer, og hvordan kan viden
herom anvendes i fremtidige beslutningsprocesser for letbaneprojekter?

•1. Hvorfor implementeres letbanesystemer i udvalgte mellemstore europæiske byer, og hvad er de bagvedliggende rationaler herfor?
•2. Hvordan har letbaneprojekter medvirket til at ændre bymiljø, urbane strukturer samt mobilitetshierarkier i de udvalgte cases, og hvilke faktorer har haft betydning for valg af koncept og design?
•3. Hvordan kan den viden der udledes af ovenstående spørgsmål anvendes i fremtidige beslutningsprocesser for letbaneprojekter?



Translated title of the contributionLetbaner i et bystrategisk perspektiv
Original languageEnglish
Publication statusPublished - 31 Jan 2014

Cite this