Modtagelsen af 1864 uden for Danmark: Et nationalt epos for et internationalt publikum

Meget kunne i udgangspunktet tyde på, at 1864 som tv-drama lukker sig om sig selv, lukker sig inde i en vis ramme præget af nationale finansieringssystemer og selvforståelser. Det er et drama produceret med ekstrabevilling fra Kulturministeriet til dansk public service til – som det fremgår af medieforliget – ”danskerne” om et emne, der mest af alt vedkommer disse ”danskere” (Kulturministeriet 2010). Men serien skabte nærmest en modsat stemning, fordi den bevidst synes at forsøge at fravriste sig denne aura af historieformidlet nationalisme. Snarere ville serien vise, at den form for nationalisme, som har sine rødder i en dansk romantik og i en tid, hvor netop forestillingen om det danske ’forestillede fælleskab’ blev skabt, kan have en kontroversiel og dødelig bagside. Ole Bornedal som instruktør er tilmed en international figur med en stor interesse i store internationale måder at fortælle på film. Dette møde mellem nationale bevillingssystemer og politisk selvforståelse på den ene side og en tydelig international orientering på den anden side lagde i kakkelovnen til den hidtil usete bistre mediedebat, der udspillede sig i den sidste fjerdedel af 2014. Det er dog i særdeleshed interessant, at mødet mellem nationale centripetale og internationale centrifugale kræfter ikke uden for Danmark gav sig udslag i kontroversielle historiekritiske eller politiserede diskussioner. Snarere blev serien enten forbigået næsten uden opmærksomhed, mødt af en vis undren over den danske debat, eller mødt af hård kritik såvel som overvældende ros fra kritikerne. Hvor den danske debat var ekstraordinær ud over alle grænser, så var dramaets modtagelse ud over de danske grænser nærmest en helt typisk modtagelse for et drama fra en mindre europæisk nation: den var ganske blandet.