Naiha Khiljee skriver slagkraftige digte om racisme, kønsdiskriminering og undertrykkelse

Jeg troede ikke jeres slags kunne lide hunde
Naiha Khiljee har skrevet en samling slagkraftige og engagerede digte om racisme, kønsdiskriminering og undertrykkelse
(fire stjerner)
af Peter Stein Larsen
Naiha Khiljee er navnet på en ny blandt mange unge digtere med anden etnisk baggrund, af hvilke man kunne nævne Yahya Hassan, Lone Aburas, Eva Tind, Maja Lee Langvad og Shadi Angelina Bazeghi, der i det nye årtusind har forandret dansk lyrik med hensyn til både formsprog og temaer. I bogen ”Kære søster” møder vi sen række forskellige lyriske tekster, der spænder fra hudløs centrallyrik og empatiske rolledigte til rå raptekster og readymades, og som emnemæssigt handler om alle mulige former for racisme, kønsdiskriminering og undertrykkelse i det danske skolesystem, familieliv, socialt liv og den kulturelle og politiske offentlighed.
Tonefaldene i Khiljees værk veksler. En stor del af teksterne har et rasende drive, hvor der i lange idiosynkratiske salver skældes ud på det danske samfund, som vi kender det fra Aburas og Langvad. I ”Zombie” parafraseres f.eks. Allen Ginsbergs berømte beat-digt ”Howl” (1956): ”Jeg har set tungen tage kvælertag på de bedste blandt os / De af os der sluger fremmedsproget som acetone / og mærker smerten rense synderne med hvert Æ, Ø og Å / En afladshandel der sletter forkerte vaner og barndomsminder.”
Ligeså hårdtslående som de mundtligt orienterede langdigte er en række tekster, der er rene readymades, idet digteren har aflyttet replikker rundt omkring i samfundet. Pointen er, som bl.a. den amerikanske feminist Sarah Ahmed har påpeget, at personer med anden etnisk baggrund konstant mødes af en uudtalt racisme, der ligger i, at de oplever en kategorisering og stigmatisering på baggrund af deres etniske oprindelse. Et par replikker lyder: ”Jeg troede ikke jeres slags kunne lide hunde”, og ”Jeg har hørt eksotiske piger som dig er ekstra frække når man endelig får lov” og ”Det er altså lidt provokerende at høre, der tales andre sprog i bussen. Men altså, jeg har en muslimsk ven og stemmer ikke DF eller noget. Det er bare lige…”.
Subjektive oplevelser og faktuelle forhold krydser således hele tiden hinanden i digtsamlingen, og der væves en mosaik, hvor man får et skarpt indblik i, hvordan verden ser ud fra en indigneret ung kvinde af anden etnisk herkomst. Et herligt og syleskarpt dokumentarisk bidrag til flygtninge- og indvandrerdebatten lyder: ”Da den danske regering i 2015 skulle lave en sikkerhedsvurdering af Somalia, turde de ikke forlade lufthavnen i Mogadishu af sikkerhedsmæssige årsager”.
Allerbedst i ”Kære søster” er nok en række rolledigte, der giver et dybt og nuanceret indblik i en række psykologiske mønstre i indvandrerfamilier som det f.eks. sker i den følgende tekst: ”når landets ledere mobber dem for åben skærm / fortæller de børnene / at der’ ingen der vil stemme på dem næste gang / Dækker over folkets fejl som en pinlig onkel til familiefester / De sluger stoltheden for deres børns tarv / Og deres børn? / De lærer at gemme vreden til en anden god gang.”
Skal man fremhæve en mindre vellykket side ved digtsamlingen, er det, at de rap-agtige tekster ikke står distancen, når de skrives ned i forhold til, hvordan de ville fungere mundtligt. Skidt er det f.eks., når man må anvende omvendte ordstillinger for at fremkalde rim, som det ellers mest kendes fra ubehjælpelige konfirmationssange: ”Det danske pas der beviser, at jeg kan sige / rød grød med fløde / Det danske pas som garanterer / at jeg frihedsrettigheder kan nyde.”
Men ser man bort fra sådanne skønhedspletter, er Naiha Khiljee en interessant stemme i den danske poetiske offentlighed, og vi vil utvivlsomt komme til at se mere til hendes slagkraftige, mangefacetterede og engagerede lyrik.

Naiha Khiljee:
Kære søster. Digte.
Lindhardt og Ringhof.