Natursyn i antropocæn

Konturerne til et nyt natursyn tegner sig. Det bygger på den grundlæggende idé, at menneske og samfund er forankret i naturen og ikke kan eksistere uafhængigt af den. Denne tilgang udfordrer mange gængse idéer fra den kartesianske dualisme, som adskiller sind og stof, og som har præget moderne videnskab. Det bliver i stigende grad problematisk at definere verden i skarpe modsætninger som følende versus ikke-følende, mennesker versus dyr, kultur versus natur eller samfund versus miljø. I stedet for en verden af rigide kategorier og hierarkier ser vi nu en verden præget af dynamiske sammenhænge og gensidig afhængighed. I denne artikel viser vi, at kampen mellem kartesiansk dualisme og ‘forbundethed’ har dybere historiske rødder. Vi viser, hvordan den dominerende økonomiske tænkning siden oplysningstiden har behandlet samfund og natur som adskilte. Nyere tværfaglig forskning peger dog på et paradigmeskift, hvor økonomiske systemer og biosfæren i stigende grad forstås som gensidigt afhængige. Afslutningsvis udforsker vi, hvordan synet på naturen har ændret sig under antropocæn, og vi diskuterer, hvordan politikudformning præges af de nye naturopfattelser, der opstår.