Oratoriet, der altid tåler gentagelse

    Research output: Contribution to journalContribution to newspaper - Review

    Abstract

    KONCERT ASO: Bachs Juleoratorium Bachs Juleoratorium, altid det samme, men alligevel nyt og forskelligt for hver gang. Nye solister, ny dirigent med nye idéer, det kommer aldrig til at lyde ens, og musikken selv er slidstærk og tåler gentagelser hvert år, sådan cirka på denne tid. I år var det den tyske dirigent Andreas Spering, som man især kunne glæde sig over. Han havde et fast greb om det reducerede orkester og Thisted Kirkes Drenge-& Mandskor og formede musikken med velvalgte tempi og mange fine detaljer. Det gav liv til basso continuo-gruppen, der tilførte rytmisk fremdrift og energi, og mange fine fraseringsmæssige idéer i violinerne. Også blæsergrupperne stod skarpt profilerede, især det fine trompetkor, men også oboer og fløjter. På plussiden hørte solisterne, hvor tenoren Daniel Behle var i særklasse som evangelisten: en klokkeren og fokuseret stemme med fin deklamation. Bassen Simon Duus havde en malmrøst, og hans fraser stod mejslet i granit. Smuk i rummet stod også Francise Vis' varme altstemme, sammenhængende og udtryksfuld. Sopranen Sofie Elkjær Jensen var den mindst eksponerede af de fire og fremstod tilsvarende lidt anonym i sammenhængen. Problemet i år var besynderligt nok drenge-og mands-koret fra Thisted, som ellers nok plejer at gøre en god figur i de store Bach-produktioner. Drengestemmerne stod svagest med kun 12 sangere, 6 på hver stemme, hvilket slet ikke var nok til at markere sig i de store korpassager. Her måtte Sofie Elkjær Jensen en enkelt gang træde til som forstærkning i sopranernes cantus firmus-stemme under bassens recitativ " Er ist auf Erden kommen arm". Bedst klarede koret sig i de smukke koraler, hvor de blev fordoblet af orkestret. Det var også her, Spering især imponerede med sine omhyggelige tempovalg og fraseringsmæssige og dynamiske detaljer, der underbyggede teksten og gjorde den levende og vedkommende. Og så var der også i år gode orkestersolister at glæde sig over: Rasmus Eskesens krystalklare trompetsolo i basarien " Grosser Herr und starker König", Camille Guenots obligate fløjtestemme i smuk dialog med tenoren Behle i arien " Frohe Hirten, eilt", Yana Deshkovas fine og lette ledsagestemme med barokbue i alt-arien " Schließe, mein Herze", samt Jenny Sjöberg og " vakant" på obo d'amore i duetten " Herr, dein Mitleid, dein Erbarmen". Så alt i alt et fint og vellykket Juleoratorium i år, med highlights, men også med småproblemer undervejs. Aalborg Symfoniorkester: Bach, Juleoratorium, del 1-3 Thisted Kirkes Drenge-& Mandskor Dirigent: Andreas Spering Solister: Sofie Elkjær Jensen, Francine Vis, Daniel Behle, Simon Duus Musikkens Hus, torsdag aften. I Thisted Kirke i aften. Der skal synges igennem. Men det havde klædt koncerten, om koret havde været større. Andreas Spering i Thisted Kirke under prøveforløbet forud for koncerten. Foto: Hans Ravn
    Original languageDanish
    JournalNordjyske Stiftstidende
    Pages (from-to)7
    Number of pages1
    ISSN1399-865X
    Publication statusPublished - 22 Dec 2018

    Cite this