Organisatorisk læring i et relationelt perspektiv

De tidligste teorier indenfor psykologi og læringsteori var overvejende individcentreret. Dette gjaldt også indenfor feltet organisatorisk læring, som er et relativt ungt forskningsfelt. Her var der i begyndelsen primært fokus på læring og kompetenceudvikling hos det enkelte organisationsmedlem og dette ofte ud fra et udelukkende instrumentelt sigte. Senere begyndte man at forstå organisatorisk læring som tilretninger og justeringer på systemniveau, dette i forhold til ændringer i rutiner, arbejdsgange og procedurer, men dette stadig ofte ud fra en snæver, instrumentel logik og top-down-tænkning, hvor fokus mere lå på implementering fremfor læring. Endnu senere er man begyndt at interessere sig for læring gennem relationer og deltagelse i sociale fællesskaber, hvor opmærksomheden rettes mod dét at skabe bedre mulighedsbetingelser for deltagelse i den organisatoriske arbejdspraksis med rum til at afprøve nyt og derigennem gøre sig erfaringer og skabe læring og forandring (Easterby-Smith et al., 2000; Elkjær 1999, 2004, 2022).