Praksisfortællingens læringsrum: Problemløsning og essenslæring

Praksisfortællingen er en lærings- og kundskabsform, der med den personlige og kollektive refleksionsproces som mellemled kan knytte forbindelse mellem det pædagogiske personales oplevelser og dets handlemuligheder. Dermed er fortællingen et godt udgangspunkt for et helhedsbaseret læringsforløb, således som den er udtrykt i David Kolbs såkaldte læringscirkel. Fortællingen tilhører dét, man kan kalde et blødt vidensparadigme og dermed såvel den praktiske, skønsmæssige kundskabsform og læringsstil. Det betyder, at anvendelsen af fortællinger i en læringssammenhæng fordrer et lederskab til sikring af de mere teoretiske kundskabsformer og læringsstile. Læringscirklen kan videreudvikles til en læringsmodel, der både giver mere plads til fortællingen og samtidig er en mere ressourceorienteret tilgang. Her udgør de såkaldte menneskelige essenskvaliteter som eksempelvis tillid, åbenhed, respekt, selvstændighed og kreativitet det centrale omdrejningspunkt. Essenstankegangen findes i såvel filosofisk som psykologisk litteratur med K. E. og Løgstrup og Erik Erikson som kendte repræsentanter. Denne form for læring kan kaldes ’essenslæring’, der udgør et helt konkret arbejdsredskab for den pædagogiske personalegruppe.