Samspil i neuroaffektiv udviklingspsykologi

Neuroaffektiv udviklingspsykologi 1, 2 & 3 af Susan Hart Harts trilogi handler om børns følelsesmæssige, personlighedsmæssige og sociale udvikling. Min faglige interesse i hendes teorisyntese er at forstå samspil mellem voksne, og specifikt hvordan mennesker med en svær demenssygdom formår at indgå i samspil med deres nærmeste omsorgsgivere. Når Hart i den tredje bog samler teorierne i ”De neuroaffektive kompasser” og påpeger at børns udvikling ikke kan forceres, bliver det tydeligt for mig hvordan afvikling hos demensramte ofte, men utilsigtet, forceres af social isolation, identitetsnedbrud og endda af fejlmedicinering med psykofarmaka. Derfor ser jeg også hvordan Harts neuroaffektiv udviklingspsykologi kan bidrage til at beskrive og forstå hvad der sker for voksne, der mister samspilskompetencer (pga. sygdom eller hjerneskade), og til at forstå hvordan professionelle kan blive bedre til at tage ansvar for at mødes i gensidige interaktioner i behandling og omsorg. Flot samspil af teorier Hart skriver om menneskeligt samspil. For at forstå noget så komplekst er hun nødt til at trække på teorier fra mange videnskabsgrene og koble dem. Måske der er en parallel til samspil også på teoriplanet – for at få bl.a. neurofysiologi, udviklingspsykologi og traumeteori til at spille sammen. Ikke så lidt ambitiøst! Min baggrund er i musik og kommunikation, og jeg bemærker at begreber som ”timing”, ”toneleje”, ”koreografi”, ”resonans”, ”synkronisering” samt ”leg” og ”kreativitet” naturligt indgår i begrebsapparatet. Det er fornyende når teorisæt bevæger sig ud over faggrænser og mødes. Teorien repræsenterer en position der stiller os til ansvar for de samspil, vi indgår i, og det er der i høj grad brug for. Således slutter Hart også af med at ønske at de tre bøger vil ”give et lille bidrag til udviklingen af en højere grad af empati og menneskelighed i en verden, der trænger til det”.