Selvfølgelig har mennesket et selv: Når nøden banker på døren, bliver det klart, at mennesket er et selv, der træder i et eksistentielt forhold til sig selv og sin omverden

Artiklen udgør et psykologifagligt svar på Biskop Jan Lindhardts påstand i en tidligere artikel (KD d. 4-8-2006) om, at vi lever i et subjektløst, ironisk samfund, hvor mennesker ikke længere har et selv forstået som et egentlig eksistentielt centrum, men ubesværet går fra den ene selvfortælling til den næste. Som modbillede argumenterer nærværende artikel for, at mennesket er noget i sig selv, ikke som en fast, uforanderlig enhed, men som et eksistentielt tilstedeværende væsen, der konstant bliver aftvunget svar på de mangfoldige spørgsmål, den moderne tilværelse stiller. At mange mennesker bl.a. på den baggrund lider eksistentiel nød og har behov for psykologer, terapeuter, præster og andre professionelle er et empirisk faktum. Disse mennesker og deres subjektive behov forsvinder ikke gennem et smart pennestrøg, der hævder, at vi lever i et subjektløst, ironisk samfund. Når nøden banker på døren bliver det om nogensinde klart, at mennesket er et selv, der træder i et eksistentielt forhold til sig selv og sin omverden. Artiklen konkluderer, at mennesket har et selv i den forstand, at vi har egenskaber, talenter, personlighedstræk og værdier, der gør os til de unikke væsner, vi er og som danner baggrund for vores bidrag til det sociale fællesskab. Og at vi er et selv i den forstand, at vi i livtag med tilværelsen udfordres til at træde i et eksistentielt forhold til os selv og hinanden.