Stædige infrastrukturer og genstridige praksisser: Et praksisteoretisk studie af byudviklingsprojekter mellem vision og realitet

”Stædige infrastrukturer og genstridige praksisser” er en ph.d.-afhandling udarbejdet som en del af forskningsprojektet Sustainable Transitions. Forskningen er udført på henholdsvis Danmarks Tekniske Universitet og Aalborg Universitet København i perioden mellem december 2010 og april 2014.
Det er afhandlingens formål at bidrage til en bedre forståelse af barrierer og potentialer for byudviklingsprojekters bidrag til den bæredygtig omstilling. Med udgangspunkt i byudviklingens mange forskellige praksisser, undersøger jeg i afhandlingen, hvordan visioner for byudviklingsprojekter realiseres. Mange byudviklingsprojekter er funderet i gode intentioner og flotte visioner. Men når intentioner og visioner skal omsættes til realitet, er det ikke noget, der sker på et tomt lærred. Byen er en kompleks størrelse, der udgøres af allerede eksisterende infrastrukturer og praksisser, som svært lader sig nedbryde. Afhandlingens problemstilling handler om, hvad det er, der sker dér mellem vision og realitet, og hvordan det ikke er nok at ville eller håbe på det bedste.
Afhandlingen tager afsæt i et problemfelt, der udspændes af tre faglige domæner: bæredygtighed, byplanlægning og mobilitet. De tre domæner repræsenterer traditioner, der ikke er hverken entydige i deres definition eller performativitet. Jeg undersøger, hvordan de mennesker, der er involveret i byudviklingen, bruger begreberne forskelligt, og hvilken betydning det har for måden, visioner realiseres på.
Motivationen for denne afhandling har jeg fundet i behovet for den bæredygtige omstilling af byer, som uanset definition og tolkning af begrebet handler om, at vi skal handle anderledes. Den bæredygtige omstilling fordrer altså forandring af praksisser – både af vores hverdagspraksisser, men også af professionelle praksisser. Forandringen er ikke en bedrift i sig selv. Den sker hele tiden. Så det handler om, at forandringen skal drives i en ønsket retning og væk fra byers nuværende og ubæredygtige situation. Udfordringen er, at de mennesker, som skal være med til at drive forandringen gennem deres faglige og professionelle praksisser, selv er absorberet i de praksisser, som de forsøger at forandre.
Afhandlingen gør dermed op med nogle dominerende forståelser af sammenhængen mellem planer og handling. Det perspektiv, jeg lægger i afhandlingen, er en kritik af en rationalistisk plan- og handlingsforståelse, hvor planer ses som opskrifter på handlinger. Selvom byplanlægning har passeret den rationelle planlægnings æra, eksisterer der stadig forestillinger om planen som opskrift på handling. I denne afhandling ser jeg på, hvordan planer kun kan forstås som en del af de praksisser, de er udført i. En vision om bæredygtighed er ikke en universel opskrift, men en plan, som bliver tilskrevet forskellige meninger af dem, der laver visionen og dem, der realiserer den. Ved at analysere praksisserne kan vi bedre forstå, hvordan
3
Forord og resumé
mennesker giver mening til deres handlinger forskelligt, og dermed hvordan handlinger kan forandres gennem praksisserne.
Afhandlingen bygger på en undersøgelse af det aktuelle byudviklingsprojekt Carlsberg Byen. Projektet har ambitiøse målsætninger om bæredygtighed, men er som alle andre byudviklingsprojekter underlagt en ubæredygtig realitet. Det gør ikke bare projektet komplekst, men også til en navigation mellem dilemmaer og forhandlinger. Jeg ser i afhandlingen på de dilemmaer og forhandlinger, der er om det evige stridspunkt: biltrafikken.
I et byudviklingsprojekt er der mange mennesker involveret og mange praksisser med forskellige tilgange, målsætninger og fagligheder. Afhandlingen handler om, hvordan visioner oversættes i og af disse praksisser, men ikke forandrer dem i sig selv.